Om Cityringen
- Cityringen på 15,5 km åbner i juli 2019.
- Cityringen får 17 nye stationer i det centrale København. Samtidig etableres der nye metrolinjer til både Nordhavn og Sydhavn.
- I 2020 vil seks af de 10 mest travle stationer i Danmark være metrostationer. Til den tid vil metroen have 116 millioner passagerer årligt. Det svarer til 370.000 påstigere hver dag.
- Cityringen er det største anlægsprojekt i Danmark i disse år, og det største anlægsprojekt i hovedstaden siden Christian IV anlagde Christianshavn i 1600-tallet.
Tunnelboremaskinerne Nora, Tria, Minerva og Eva har siden 2013 arbejdet sig frem dybt under hovedstadens pulserende hverdagsliv, men nu er de godt 100 meter lange og knap 800 ton tunge damer i mål.
På rejsen i hovedstadens kalk, grus, sand og sten har tunnelboremaskinerne og deres besætninger klaret store udfordringer som at bygge under ældre bygninger som Marmorkirken og Magasin, ligesom man har klaret svære geologiske forhold som Rådhusdalen ved Rådhuspladsen.
En kæmpefordel
Tunnelarbejdets afslutning markerer en stor milepæl på projekt Cityringen. Det blev mandag fejret ved en begivenhed på metrostationen København H, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt en kort tale.
– Jeg har fulgt metrobyggeriet på nærmeste hold. Fra min lejlighed i Nyhavn har jeg kunnet høre det. Når jeg lufter hunden, går vi tit forbi Kongens Nytorv, og fra mit kontor på Christiansborg kan jeg nærmest vinke til kranføreren. Det bliver en kæmpe fordel at få en del af trafikken væk fra trængslen og ned under jorden. Til glæde for os, der bor i København. Til glæde for pendlere fra hele Sjælland, og til glæde for folk fra hele landet, turister og andre rejsende. I dag skal vi sige farvel til den tonstunge tunnelboremaskine Tria – det kræver sin kran og sin mand, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen, inden han gennem en walkie talkie gav besked til kranføreren om at løfte det 50 tons tunge skærehoved op af stationsskakten.