Skimmelramte boliger får førstehjælp

Ni opgange i Randers er så stærkt plaget af skimmelsvamp, at der er sat gang i en omfattende renovering for at komme svampen til livs.
90 lejligheder har fået nye overdækkede altaner som en del af renoveringen af de skimmelramte boliger i Randers. Pressefoto.
90 lejligheder har fået nye overdækkede altaner som en del af renoveringen af de skimmelramte boliger i Randers. Pressefoto.

Beboerne i 90 lejligheder på Jyllandsgade i Randers flytter til februar tilbage i deres lejligheder, når en omfattende energirenovering til 80 millioner kroner er overstået. Renoveringen giver de skimmelramte beboere i Lejerbo et ordentligt indeklima og har også resulteret i langt større uderum, da renoveringen også omfatter nye store altaner lukket med glas fra Windoor Danmark. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Kolde overflader

Skimmelsvamp opstår typisk i rum, hvor der er fugtigt og køligt, og den bekæmpes derfor ved at gøre op med kolde overflader og dårligt ventilerede rum.

– Bebyggelsen på Jyllandsgade var hårdt ramt af skimmelsvamp. Derfor efterisolerede vi facaderne, indsatte nye vinduer og altaner og opsatte ventilationsanlæg. Tilsammen gør det, at skimmelsvamp er en saga blot, siger arkitekt på projektet, Peter Krogh fra Caspersen & Krogh Arkitekter, og fortsætter:

– I forbindelse med altanerne er der nogle overflader, som ikke kan isoleres. Men det er der en god løsning på, nemlig altaner lukket med glas. Glaslukningen om altanerne skaber et varmt rum omkring de kolde overflader, og det har en isolerende effekt.

Lejlighederne på Jyllandsgade er ikke blot blevet energioptimeret. Facaderne har også fået et arkitektonisk løft.

– De gamle facader var lidt dystre med mørke teglsten. Nu fremstår facaderne lysere og mere venlige end de gamle med røde mursten i lyse nuancer og et lyst isoleringspuds. Samtidig er altanerne fra Windoor Danmark med til at skabe lyse uderum, som beboerne kan bruge næsten året rundt, siger Peter Krogh.

Stort ønske

De rummelige altaner lukket med glas var et stort ønske fra beboerne, som har haft medbestemmelse i renoveringsprojektet. Ønsket mødte forståelse hos arkitekten, som beskriver de gamle altaner på 1,5 kvm som pinligt små. De nye altaner er på 6 kvm.

– Brugerinvolvering har været en vigtig del af renoveringsprojektet. Udover nye altaner har vi givet udearealerne en opgradering med nye belægninger og legeplads, så de er mere attraktive og brugbare for beboerne, siger Lejerbos projektleder, Michael Friis Nielsen, og tilføjer:

– Beboerne har fået nogle dejlige komfortable lejligheder. Indeklimaet, energioptimeringen og de store altaner har ført lejlighederne ind i det enogtyvende århundrede. Jeg er overbevist om, at renoveringen vil få stor indflydelse på boligens popularitet.

Det er Windoor Danmark, der har leveret de nye altaner. Pressefoto.
Det er Windoor Danmark, der har leveret de nye altaner. Pressefoto.

Relateret indhold