Stort potentiale for renovering af murede etageejendomme

En stor del af de murede etageejendomme fra perioden 1930-1980 trænger til renovering og en energiforbedring. Men der er mange forskellige typer facader, hvilket gør opgaven udfordrende.
Der findes mange forskellige facadetyper blandt de murede etageejendomme fra perioden 1930-1980, og de kalder alle på forskellige renoveringstilgange. Pressefoto.
Der findes mange forskellige facadetyper blandt de murede etageejendomme fra perioden 1930-1980, og de kalder alle på forskellige renoveringstilgange. Pressefoto.

Når man energiforbedrer etageejendomme, er det store spørgsmål ofte, hvad man stiller op med de murede facader. Det er en problematik, som Thea Bech-Petersen fra Teknologisk Institut ofte møder i sin egenskab af konsulent i murværk.

– I perioden 1930-1980 foregik der en kraftig udvikling af byggeteknik og materialevalg. Vi møder alt fra 1930’ernes massive murværk opført i kalkmørtler til hulmur med murede bindere og dernæst den hule mur med trådbindere – ofte med bagmur i andre materialer end tegl. Også konstruktionsdetaljer omkring dæk, tag, altaner og vinduer var under udvikling i perioden, og der blev eksperimenteret med nye materialer i form af beton og letklinkerbeton, siger Thea Bech-Petersen, som samtidig konkluderer, at de forskellige typer murværk også kalder på forskellige energiforbedringsløsninger.

Der ligger en helt åbenlys merværdi for beboerne ved en renovering.

Thea Bech-Petersen Konsulent i murværk, Teknologisk Institut

Arkitekturen udfordrer

En anden typisk udfordring er i forhold til selve arkitekturen. For nogle bygninger er der særlige bevaringsværdier, som gør sig gældende, og det betyder, at der er klare grænser for, hvad man kan gøre ved facaden. Selv om en bygning ikke har store arkitektoniske værdier, der skal tilgodeses, kan der alligevel være detaljer og kvaliteter i murværket, som man vil bevare, ligesom der kan være en miljømæssig sammenhæng med omgivelserne at tage hensyn til.

For etageejendomme opført i perioden 1930-1980 anslås det, at U-værdien, der angiver en bygnings varmetab, ligger mellem 0,50 og 2,00 W/m2K. Der er altså store variationer bebyggelserne imellem, og for nogle vil der være meget at hente ved en renovering, mens der vil være mindre for andre. Men energigevinsten vil formentlig ikke være den eneste årsag til en større renovering.

– Der ligger en helt åbenlys merværdi for beboerne ved en renovering. En ting er den lavere energiregning, men det er vigtigt også at huske den øgede komfort for beboerne, når kuldebroer bliver elimineret, hvilket samtidig mindsker risikoen for skimmel, lige som indeklimaet generelt bliver forbedret. Det skal man huske også at tage med i vurderingen, siger Thea Bech-Petersen.

Overblikket vigtigt

En anden ting, der er vigtig at huske i forbindelse med energiforbedring og -renovering af ældre murede etageejendomme, er, at det er vigtigt at have et overblik og kendskab til de byggetekniske forhold og udfordringer.

– Vi anbefaler altid, at man får foretaget en grundig forundersøgelse og gennemgang af hvert enkelt projekt, før man træffer beslutninger om renovering. Det kan sagtens betale sig i det lange løb, så man bedre undgår overraskelser undervejs i renoveringsprocessen. Overraskelser i byggeriet er jo kendt for hurtigt at blive dyre, siger Thea Bech-Petersen.

De mange murværksmæssige udfordringer har Teknologisk Institut i Aarhus valgt at tage op på Murværksdag 2016, hvor netop etageejendommene og renoveringen af dem er et centralt emne.

– Vi glæder os til at diskutere håndtering af udfordringer, nye produkter, løsninger og nye koncepter med deltagerne, som også får ny viden om, hvordan man kortlægger og vurderer en bygning og finder den bedste løsning. Der vil desuden være oplæg om forskellige koncepter som indvendig efterisolering, skaller på isolering som præfab eller håndarbejde, nedrivning af ½-sten og opførelse af ny skalmur, og vi vil diskutere fordele og ulemper ved de forskellige løsninger, siger Thea Bech-Petersen.

Der er store gevinster at høste ved renovering af gamle murværksbygninger - blandt andet et bedre indeklima. Pressefoto.
Der er store gevinster at høste ved renovering af gamle murværksbygninger – blandt andet et bedre indeklima. Pressefoto.

Relateret indhold