Erhvervspark ved ny motorvej

Nyt byggeri igangsættes på første parket til Silkeborgmotorvejen.
Erhvervspark Silkeborg er det første erhvervsbyggeri direkte ud mod den nye motorvej. Visualisering: Dimension Design for LABAN Arkitekter.
Erhvervspark Silkeborg er det første erhvervsbyggeri direkte ud mod den nye motorvej. Visualisering: Dimension Design for LABAN Arkitekter.

Om projektet

  • – Erhvervspark Silkeborg er beliggende tæt ved Nørreskov Bakke, det kommende JYSK Park og den nye motorvej mellem Århus og Herning.
  • – Hvert hus er på 2.750 kvm. med plads til mellem 1 og 10 lejere.
  • – Udviklet af Laban Arkitekter i samarbejder med I/S Randersvej.
  • – Entreprenør på første hus: KPC.

I løbet af sommeren bliver første spadestik til et nyt storstilet erhvervsbyggeri langs Silkeborgmotorvejen taget. Silkeborgfirmaet Laban Arkitekter har i fællesskab med I/S Randersvej udviklet Erhvervspark Silkeborg, som er det første erhvervsbyggeri direkte ud mod den nye motorvej.

Projektet, der på alle måder arbejder med en arkitektur, der matcher den markante beliggenhed, består af to til fire separate seks-etagers huse på hver 2.750 kvadratmeter. Husene er tiltænkt virksomheder, der ønsker synlighed og unikke, veludnyttede rammer for arbejdspladsen. Det første hus er lejet ud, før det er bygget og står færdigt i 2017.

… så snart byggeriet af første hus er fornuftigt i gang, og vi har lejere nok til det næste hus, tager vi hul på byggeriet af dette.

Henrik Kamp Ditlev Laban Arkitekter

– Der er tale om et ambitiøst og centralt beliggende erhvervsparksprojekt, som bliver et markant vartegn for den nye motorvejskorridor. Det første hus er allerede lejet ud til den kinesiske vindmølleleverandør, Envision Energy, og der er stor interesse for det næste hus. Planen er, at så snart byggeriet af første hus er fornuftigt i gang, og vi har lejere nok til det næste hus, tager vi hul på byggeriet af dette. Herfra vurderer vi tidshorisonten for det tredje hus, siger Henrik Kamp Ditlev, arkitekt og medindehaver af Laban Arkitekter.

Alla facader i brug

Hvert hus er udviklet som et flerbrugerhus med fælles kantine og konferencefaciliteter på stueplan og lejemål fordelt på de fem øvrige etager.

Alle fire facader er i brug, hvilket sikrer optimalt dagslys, uanset hvor i huset man sidder. Spildplads eksisterer ikke, og kernen i huset er udnyttet til de funktioner, der ikke kræver dagslys såsom elevator, toiletter mv.

For Envision Energy, der siden 2010 har haft sit globale innovationskontor i Silkeborg, er valget af lokalitet særdeles bevidst:

– Vi har et ønske om fortsat at være midt i den danske hub for vindteknologi og kunne tiltrække de bedste kapaciteter indenfor forskning og udvikling af vindmøller. Repræsentative og moderne kontorlokaler tæt på motorvejen vil understøtte vores vækst i fremtiden, siger Anders Rebsdorf, direktør for forskning- og udviklingsafdelingen i Silkeborg.

Kommunal glæde

Hos Silkeborg Kommune har man også hænderne oppe over hovedet i forholdt til den nye Erhvervspark:

– Det er fantastisk, at vi før Silkeborgmotorvejen er åbnet, kan præsentere endnu et markant og toneangivende erhvervsbyggeri langs Silkeborgmotorvejen. Det er både godt for Silkeborg Kommune, lokale virksomheder og den fortsatte udviklingen af Erhvervskorridoren ved Silkeborgmotorvejen. Samtidig er vi rigtig glade for, at en international virksomhed som Envision, har valgt at fortsætte sin spændende udvikling i Silkeborg, siger Borgmester Steen Vindum.

Erhvervspark Silkeborg opføres på hjørnet af Nørreskov Bakke og den kommende motorvej. Visualisering: Dimension Design for LABAN Arkitekter.
Erhvervspark Silkeborg opføres på hjørnet af Nørreskov Bakke og den kommende motorvej. Visualisering: Dimension Design for LABAN Arkitekter.

Relateret indhold