Opel Movano 2,3 CDTI FWD – 136 hk BiTurbo
- Motor: 2,3-liters turbodiesel med 4 cylindre, 136 hk og start/stop.
- Moment: 340 nm fra 1500-2500 o/m.
- Transmission: 6-trins manuel.
- EU-norm: 14,5 km/l.
- Varerum: 10,8 kbm.
- Totalvægt: 3300 kg.
- Lasteevne: 1186 kg (eksklusive fører og 90 procent brændstof)
- Maks. påhængsvægt: 2500 kg m. bremse.
- Karrosseri: L2H2 (medium længde og højde)
- Serviceinterval: 40.000 km.
- Pris for testbil: 269.978 kr. plus moms og lev.
- Pris for testbilens ekstraudstyr: 28.670 kr. plus moms.
Købere af store varebiler mellem 3 og 3,5 tons har i Danmark 10 modeller at vælge imellem. Grundlaget for en købsbeslutning hviler på et sammensurium af forskellige forhold omkring den enkelte bilmodel.
For eksempel flåderabatter, leasingaftaler, servicekontrakter, kampagner, produktkvalitet, modelalder, opbygningsmuligheder, kapaciteter, udvalg af varianter, mærkeloyalitet, erfaringer og tradition.
I øjeblikket er Ford Transit den dominerende spiller på markedet, men den er skarpt forfulgt af Renault Master. De to biler lå i 2015 side om side med et salg på cirka 1500 biler hver.
Langt nede på listen kommer Opel Movano med et beskedent salg på 351 biler. Faktisk overgår den kun Nissan NV400, der ligger i bund med 152 solgte biler.
Ser man på Movano’s tekniske egenskaber fortjener den bedre. Den kommer til verden i et samarbejde med Renault Master og Nissan NV400. Til sammen solgte trioen cirka 2000 biler i 2015.
Med på noderne
Efter en testkørsel af Movano er vores konklusion, at bilen fortsat er godt med på noderne. Kvaliteten virker høj, og langturskomforten er fuldt på højde med Ford Transit, selv om Movano har nogle flere modelår på bagen.
Gearskiftet har dog ikke samme lækkerhedsfaktor som Transit, og materialerne i kabinen når heller ikke samme niveau. Motoren virker også en smule mere rå, og igangsætning foregår ikke med samme lethed som i Transit.
Men ellers tåler Movano efter vores opfattelse sammenligning med de populæreste modeller i klassen. Styretøjet i den forhjulstrukne testbil er lækkert, støjniveauet er lavt, og kabinen er velindrettet med plads til computer, mapper, skriveredskaber, mad, drikkevarer og andre nødvendige ting.
Dørgrebene er brede og udformet, så de passer, når man griber om dem med et par arbejdshandsker. Skydedøren er blandt de bredeste i klassen, og i varerummet er der surrekroge i overflod.
Vores testbil var udstyret med en 2,3-liters dieselmotor med fire cylindre, 136 hestekræfter og to turboer. Den trækker rent fra lave omdrejninger, og på motorvejen er der ingen ubehagelige resonanszoner. Desuden er der masser af plads til venstre for koblingspedalen, så man kan strække venstre ben ud.
Mange varianter
Vigtigt for bedømmelsen af en varevognsmodel er også, om man kan finde den variant, man har brug for.
Movano fås som både kassevogn, mandskabsvogn og ladvogn.
I alt er der fem motorvarianter med ydelser fra 110 til 163 hestekræfter.
Totalvægten går op til 4,5 tons, og den maksimale trailervægt er 3,5 tons, så gravemaskinen kan komme med.
Længden på varerummet kan komme op på 430 centimeter, og der er valg mellem forhjulstræk og baghjulstræk.
Til de helt store laster er der tvillingebaghjul, og til entreprenøren fås en speciel ladvognsopbygning med rig og presenning.