Det går ikke godt for posten. Det er et faktum.
Men om det er derfor, virksomheden har valgt at skille sig af med sin 10.218 kvadratmeter store ejendom i Århus C, melder denne historie ikke noget om. Jesper Friisberg, der er Head of Real Estate hos Post Nord, uddyber:
– Ejendommen har tjent os godt, og vi har været glade for at være på lokationen, men vi har besluttet at konsolidere vores aktiviteter på færre lokationer, og har derfor besluttet at sælge ejendommen på Ankersgade, siger han uden at komme ind på prisen eller ønskerne for den fremtidige brug.
Det gør i stedet direktør Allan Kehlet Rieck fra TrueMarketValue, som skal sælge ejendommen for PostNord.
– Der er ikke nogen fast udbudspris. Vi ser frem til at modtage bud. Byder man en femmer, må man forvente et kort for hovedet-svar. Men vi ser frem til et seriøst bud fra det perfekte match, hvor pris og ide rammer hovedet på sømmet.
Masser af muligheder
Kun fantasien sætter grænser, lyder det.
– Indenfor den nuværende lokalplan kan man enten fortsætte med distribution til det stærkt voksende e-handelsmarked, man kunne lave et moderne og effektivt kontor, eller man kunne bygge et nyt stor hotel, siger han og oplyser, at man alternativt kan undersøge mulighederne for at udvikle ejendommen til boliger.
Den mulighed spår Allan Rieck til at være stor.
– Studieboliger er altid oplagt i Århus, men det kunne også være familieboliger i og med, at man er tæt på indkøb, skoler, daginstitutioner og masser af sportsarealer, siger han.
Der er deadline for bud omkring 7. november.

