Dorte Mandrup skal udstille på Venedig Biennales hovedudstilling

Det er en helt særlig dag for dansk arkitektur og især for den danske arkitekt Dorte Mandrup, der er blevet inviteret til at udstille på den Internationale Biennale i Venedig.
Dorte Mandrup. Foto: Torben Eskerod.
Dorte Mandrup. Foto: Torben Eskerod.

Om Dorte Mandrup

  • Arkitekt Dorte Mandrup begyndte sin karriere hos Henning Larsen arkitekter og etablerede efterfølgende sin egen tegnestue i 1999.
  • Dorte Mandrup er tegnestuens designansvarlige og er involveret i alle projekter.
  • Tegnestuen består af 60 medarbejdere fra flere end 10 forskellige lande.
  • Udover UNESCO-projekter ved Vadehavet, Isfjorden og Wilhelmshaven har Dorte Mandrup tegnet en række internationalt anerkendte projekter.
  • Dorte Mandrups tegnestue har specialiseret sig i kulturbyggerier og såkaldte landmarks, transformation af fredede eller bevaringsværdige bygninger, multifunktionelle byggerier samt uddannelses- og arbejdsrum.
  • Dorte Mandrup er bl.a. æresprofessor ved Det Kongelige Kunstakademis Arkitektskole, bestyrelsesmedlem på Louisiana Museum for Moderne Kunst, medlem af Det Særlige Bygningssyn under Kulturministeriet og gæsteprofessor ved Cornell University i efteråret 2018.
  • Privat bor Dorte Mandrup i København N, mens tegnestuen har hjemme på Vesterbro.

Hvert andet år i maj har hele arkitektverdenen og arkitekturinteresserede øjnene rettet mod den norditalienske by Venedig. Midt i byen udspilles verdens største og mest prestigefyldte arkitektbegivenhed: La Biennale di Venezia. En biennale som har eksisteret som kunstudstilling siden 1895, og som sidenhen er udvidet til skueplads for verdens ypperligste arkitektur.

Under årets Biennale i Venedig kommer opmærksomheden blandt andet til at være rettet mod den danske arkitekt Dorte Mandrup. Hun er nemlig inviteret af kuratorerne til at udstille på den prestigefyldte internationale hovedudstilling.

Når vi går ind i et projekt, er det altid med en kunstnerisk ambition for øje – det skal være mere end bare funktionelt.

Dorte Mandrup

– Vi er en kunstnerisk baseret tegnestue, så for os bliver det simpelthen ikke større end Venedig Biennalen. Vi er helt enormt stolte, og da jeg fik det at vide, skulle jeg også lige dobbelttjekke, at det virkelig var hovedudstillingen, vi var inviteret til, siger Dorte Mandrup om invitationen fra Biennalen.

Dorte Mandrups tegnestue ligger på Vesterbro i København og har eksisteret i 19 år. Senest har der været stor opmærksomhed omkring Vadehavscenteret ved Ribe, som åbnede i starten af 2017, og Isfjordscenteret i Illulisat i Grønland, hvor første spadestik tages til sommer i år.

– Når vi går ind i et projekt, er det altid med en kunstnerisk ambition for øje – det skal være mere end bare funktionelt. Det er vigtigt for mig, at vores bygninger får en særlig skulpturel karakter, som opleves både udefra og i rummet indenfor. Vi glæder os rigtig meget til Biennalen i år, og der er ingen tvivl om, at det kommer til at være et højdepunkt for mig personligt og for tegnestuen, siger Dorte Mandrup.

Årets Biennale Architettura med titlen FREESPACE er kurrateret af de irske stjernearkitekter Yvonne Farrell og Shelley McNamara fra Grafton Architects og organiseret af La Biennale di Venezia under ledelse af Paolo Baratta. Foruden hovedudstillingen i den centrale Pavillon Giardini og i Arsenale, hvor særligt udvalgte arkitekter inviteres til at udstille, omfatter biennalen 65 nationale udstillinger i de historiske pavilloner ved Giardini, i Arsenale og i det historiske centrum af Venedig. Dorte Mandrup vil udstille på hovedudstillingen. Udstillingen afsløres for pressen under åbningen den 24. og 25. maj.

Stort for dansk arkitektur

Hos Dansk Arkitektur Center ser de invitationen af Dorte Mandrup som en stor begivenhed for dansk arkitektur.

-At være med på hovedudstillingen på Arkitektur Biennalen svarer til at få sin film med i hovedkonkurrencen på Cannes Filmfestival. Dorte Mandrups arkitektur er allerede oppe i verdenseliten, og det er fedt at se det anerkendt fra verdens mest prestigefyldte arkitekturbegivenhed, hvilket Biennalen i Venedig er, siger Kent Martinussen, adm. Direktør for Dansk Arkitektur Center.

– Dorte Mandrup har drevet egen virksomhed i næsten tyve år og gennem sin flotte udvikling vist, at hun nu matcher sine internationale kolleger på arkitekturens stjernehimmel. Så jeg er egentlig ikke så overrasket over, at årets kuratorer har spottet og inviteret hende, siger Kent Martinussen og fortsætter:

– Invitationen er meget velbegrundet også set i lyset af kuratorernes tema Freespace. Dorte Mandrups arkitektur udtrykker fritænkning, overrasker altid og har et personligt, kunstnerisk udtryk, der er anderledes. At blive udtaget til hovedudstillingen åbner en række døre på den internationale scene for arkitektopgaver og byggekonkurrencer – det forventer jeg også vil ske for Dorte Mandrup.

La Biennale di Venezia slår dørene op for den internationale presse den 24. og 25 maj 2018. Fra den 26. maj og frem til den 25. november er udstillingerne åben for offentligheden.

Isefjordscenter. Foto: MIR.
Isefjordscenter. Foto: MIR.

Relateret indhold