Historien sætter kran-spor i 10.000 m2 park i Nordhavn

Med udsigt til Svanemølleværket og Svanemøllehavnen skal en ny park ud til havnen udvikles sammen med københavnerne og de kommende brugere.
Det er visionen, at Kranparkens industrihistorie skal afspejles i designet og i indretningen af parken.
Det er visionen, at Kranparkens industrihistorie skal afspejles i designet og i indretningen af parken.

Før i tiden blev Svanemølleholm i Nordhavn brugt til at laste og losse grus og stenmaterialer, men området skal i de kommende år omdannes til et nyt bykvarter omkranset af kanaler og med en stor park på 10.000 m2, også kaldet Kranparken.

Den bliver den første større park i Nordhavn og udvikles med to overordnede temaer ‘Bynatur’ og ‘Byliv’, som var opdraget i By & Havns konkurrence til rådgiverne.

Konkurrencen er blevet vundet af et team bestående af Opland, Via Trafik og DGE Miljø, og for at finde det endelige design af parken, er der en åben inddragelsesproces hen over foråret og en del af sommeren, hvor alle interesserede inviteres til workshop med mulighed for at komme med input og ønsker til Kranparkens funktioner.

– Det er en spændende opgave, vi har foran os, og vi glæder os til at bevare og udfolde den helt særlige historie, ånd og de markante kendetegn i Kranparken sammen med de kommende brugere og sammen finde ud af, hvordan vi kan få byliv og bynatur til at spille sammen og skabe et sted med rammer for at bringe bymennesket ‘hjem’ til naturen, siger Peter Juhl, kreativ direktør og founding partner i Opland.

Industrihistorie i belægninger

Det er visionen, at Kranparkens industrihistorie skal afspejles i designet og i indretningen af parken.

Blandt andet prydede to kraner i funktion kajkanten indtil 2001, og de gamle fundamenter fra både kransporet og kranerne kan stadig ses i belægningerne, ligesom at togskinner og kajpullerter, der har været anvendt til fortøjning, ses langs kajkanten.

I juli 2022 blev en tidligere kulkran flyttet til området og placeret langs kajkanten, som skal understøtte og stå som et symbol på Kranparkens kommende udformning.

Bevægelse, fordybelse og ‘bløde’ aktiviteter

Bynaturen skal tage afsæt i en vision om mere biodiversitet, robusthed, artsforståelse og formidling, og der skal skabes gode rammer for byliv og ophold.

Her bidrager den gode beliggenhed, fortæller Rita Justesen, chef for planlægning og byrum i By & Havn:

– Kranparken har allerede store potentialer i form af placeringen ud til havnen, aftensolen og de historiske spor fra tiden som industriområde. Nu skal vi sammen med københavnerne finde ud af at udfolde potentialerne og gøre Kranparken til et sted, der kan benyttes til leg, spil og bevægelse, fordybelse, picnic og ‘bløde’ aktiviteter. Her skal der også være plads til det sanselige, det rolige og blot at være, siger hun.

Kranparken forventes færdig i efteråret 2024/foråret 2025.

Relateret indhold