Bag byggeriet står BRFfonden, som har stiftet Fonden for Håndværkskollegier med det formål at skabe en række kollegier til unge under uddannelse indenfor håndværksfag. Kollegierne vil udover boliger byde på faciliteter, der kan og skal bidrage til læring, udvikling og realiseringen af ambitionen om godt håndværk.
– BRFfonden ønsker at gøre det både mere prestigefyldt og attraktivt at uddanne sig i håndværksfag. Derfor er vi glade for og stolte over, at vi nu tager det første spadestik i Horsens. Vi ser frem til at få etableret det første af tre kollegier, der kan og vil bidrage til at skabe en positiv udvikling i tilgangen til de danske håndværksuddannelser. Nu starter byggeprocessen snart, og vi glæder os til at se projektet tage form, udtaler direktør for Fonden for Håndværkskollegier og BRFfonden, Kristian May.
En del af byens nye uddannelsesmekka
Håndværkskollegiet i Horsens bliver opført på et tidligere DSB-areal på 15.000 m2 centralt i Horsens. Kollegiet opføres med plads til 84 håndværkslærlinge, værkstedsfaciliteter og fællesarealer. Formålet med kollegiet er blandt andet at bidrage til at tiltrække nye studerende til uddannelser inden for håndværksfagene og derigennem genetablere prestigen ved at lære et håndværk og videreføre den danske håndværkstradition.
Kollegiet bliver nabo til den store campusgrund ved Horsens Banegård, som i august i år åbnede døren for de studerende på Social- og Sundhedsskolen og VIA University College. Kollegiet bliver derfor en del af Horsens nye uddannelsesmekka. Borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, glæder sig over, at byggeriet af et topmoderne håndværkerkollegium helt centralt i Horsens nu sættes i gang:
Læs også: Køge skal huse ét af Microsofts danske datacentre
– Det er et helt unikt byggeri, som på alle måder understøtter vores ambitioner om, at vi skal blive en endnu større uddannelsesby, og at vi skal have endnu flere af vores unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Et kollegium af dette format vil helt sikkert styrke respekten om håndværksfagene og tiltrække flere endnu flere unge til uddannelserne. Samtidig er placeringen tæt på de store uddannelsesinstitutioner på Campus Horsens med til at understøtte ambitionerne om Horsens som en af Danmarks store uddannelsesbyer. Det er fantastisk, at byggeriet af en række helt enestående kollegieboliger nu går i gang med Horsens som den første by, siger Peter Sørensen.
Rustik styrke og hjemlig stemning
De moderne kollegieboliger, værkstedsfaciliteter og fællesarealer skal tilsammen udgøre et helt særligt studiemiljø til håndværkselever, lyder det fra Cubo Arkitekter:
– Håndværkskollegiets hovedgreb skaber et karakterfuldt bygningsværk, der i materialevalg og konstruktion udtrykker rustik styrke, og samtidig skaber en stemning af det uprætentiøse og hjemlige. Store rum, mindre lommer og intime rum danner en homogen ramme om aktive zoner, boliger og den rolige have.
Læs også: Rum-team vinder bo- og dagtilbud til borgere med autisme
Håndværkskollegiet består af en værksteds- og fælles del, som møder byens skala og omkranser et frodigt haverum med regnvandsbassin, samt en klynge af boliger anlagt omkring fælles torve.
– Byggeriet skal vise, hvordan klassiske materialer og håndværksmetoder i kombination med fremsynet, moderne arkitektur kan resultere i et smukt, funktionelt og unikt byggeri. Kollegiet vil således fungere som et levende katalog i gode løsninger, både håndværksmæssigt, arkitektonisk og materialemæssigt, fortæller arkitekterne.
Håndværkskollegiets grundidé henter inspiration i fortidens fag-højskoler og spiller sammen med elementer fra nutidens højskoler; med dannelse og interessefællesskab i centrum.
– Et projekt tæt på vores hjerter
Mandag den 25. oktober tages det første spadestik af direktøren for Fonden for Håndværkskollegier sammen med medlem af den oprindelige udviklingsgruppe, Ida Iver. Derefter vil Horsens Borgmester Peter Sørensen fra en rammemaskine slå det første pæl i jorden på det sted, hvor det første fældede træ fra Hjermind Skov i fremtiden skal stå som en del af konstruktionen. På dagen deltager også arkitekterne bag kollegiets udformning, Cubo Arkitekter og Danø Arkitektur samt rådgivere på byggeriet. Ligeledes deltager projektets totalentreprenør, Casa, som fik opgaven i foråret 2021, og som er med til at sikre kvalitetsstemplet på byggeriets bæredygtighed med en DGNB Guld certificering.
Læs også: Bevarelse af bygningsarv kræver en nænsom hånd
– Første spadestik er altid en stor begivenhed for os, men på dette projekt betyder dagen ekstra meget. Et kollegie for håndværkere midt i vores egen by Horsens er naturligvis et projekt, der ligger tæt på vores hjerter. At byggeriet så ydermere har en stærk bæredygtig profil og et højt kvalitetsmæssigt udtryk, gør blot glæden endnu større, siger Torben Modvig, CEO, Casa.
Opførelsen af byggeriet forventes afsluttet i september 2023.