Husejere har tjent en tusse om dagen under corona

Der er ikke noget at sige til, at renoverings-midlerne har siddet lidt løsere hos landets parcelhusejere.
Der har været friværdi nok at tage af til renoveringsprojekterne, viser de seneste tal. Pressefoto.
Der har været friværdi nok at tage af til renoveringsprojekterne, viser de seneste tal. Pressefoto.

Hvis man hører til det fåtal, som afskyr arbejdsfri indtægt, så gør man klogt i ikke være boligejer. I særdeleshed det seneste år.

Opdaterede tal fra Boligsiden.dk, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har gransket, viser nemlig at værditilvæksten for den gennemsnitlige parcelhusejer er vokset med cirka 1000 kroner om dagen under corona-krisen.

Et dansk parcelhus er i gennemsnit er steget 347.000 kroner siden nedlukningen i marts 2020, viser analysen. En stigning på knap 16 procent.

– Det er de færreste, der spekulerer i køb af parcelhuse, men er man tilfældigvis ejer af et parcelhus og har været det siden marts i fjor, kan man glæde sig over, at man er ejer af en utrolig populær vare, som er steget betydeligt i værdi, siger Peter J. Mattsen, der er administrerende direktør i Nybolig.

Det kan altså ikke undre, hvis man som håndværker har følt, at boligejerne stod i kø for at kaste penge efter én – for friværdien er altså galoperet derudad.

Ekstraordinært

Ifølge Peter J. Mattsen er prisstigningerne under corona et udtryk for en helt ekstraordinær markedssituation.

– Når vi ser så markante prisstigninger, hænger det traditionelt sammen med en udvikling, der som udgangspunkt ikke er sund, som vi så det op til finanskrisen, men denne gang ser vi ikke tegn, som giver anledning til bekymringer, siger Peter J. Mattsen og uddyber:

– En pandemi er i sig selv ekstraordinær, og vi har det seneste år set en adfærd, hvor boligen har været meget højt på familiernes dagsorden, og hvor man ikke har kunne bruge penge, lyder det fra direktøren, som dog ikke anbefaler, at man køber parcelhus efter udsigten til gevinster.

– Man skal som udgangspunkt købe parcelhus, fordi man har et boligbehov. Er man så heldig, at boligen stiger, mens man ejer den, er det jo bare gevinst, man kan tage med og glæde sig over. Vi skal samtidig huske på, at de store værdistigninger ikke gælder i hele landet. Det er stadig byer, hvor stigningerne kun har været beskedne, siger Peter J. Mattsen.

Relateret indhold