Råd i tagkonstruktionen lukker Asnæs Svømmehal

Kommunen vil undersøge, om der kan etableres en midlertidig løsning for det pyramideformede tag.
Der er konstateret råd i den pyramideformede tagkonstruktion i Asnæs Svømmehal. Foto fra Odsherred Kommunes hjemmeside.
Der er konstateret råd i den pyramideformede tagkonstruktion i Asnæs Svømmehal. Foto fra Odsherred Kommunes hjemmeside.

Asnæs Svømmehal lukker med øjeblikkelig virkning på grund af konstateret råd i den pyramideformede tagkonstruktion.

– I forbindelse med Byrådets vedtagelse af Erhvervspakke 1 i foråret, hvor der blev afsat penge til reparation af taget i Asnæs Svømmehal på grund af utætheder som følge af vandskader, har kommunens rådgiver på opgaven udtaget prøver af de bærende konstruktioner og her fundet råd. Rådgiveren påpeger, at det medfører en risiko af ukendt omfang for kollaps af taget, og vi er derfor skredet til øjeblikkelig lukning, fortæller Niels Minor Borre, afdelingsleder i Ejendomme, på Odsherred Kommunes hjemmeside.

Arbejder på midlertidig løsning

– Vi vil nu få vores rådgiver til at undersøge, om der kan etableres en midlertidig løsning for tagkonstruktionen, således svømmehallen midlertidigt vil kunne genåbne, indtil der bliver taget stilling til en varig løsning, som vil indebære en ny tagkonstruktion, siger Niels Minor Borre.

Han forventer, at der i løbet af en måneds tid vil kunne tages stilling til en midlertidig løsning, som derefter skal besluttes og bevilges og udføres.

Svømmehallen i Asnæs er tilbage i 1975 opført af den selvejende institution “Idrættens Venner i Asnæs Grevinge” i 1975. Først var det et åbent bassin, men i 1976-1977 blev bassinet overdækket, og herefter er anlægget drevet kommunalt.

Relateret indhold