Bæredygtigt bofællesskab skyder op i Aalborg

Bofællesskabet Sundsholmene kommer til at bestå af 64 nye boliger beliggende ved Stigsborg Brygge.
A. Enggaard skal bygge et nyt bofællesskab på Stigsborg Brygge i Aalborg. Illustration: C.F. Møller.
A. Enggaard skal bygge et nyt bofællesskab på Stigsborg Brygge i Aalborg. Illustration: C.F. Møller.

Under navnet “Sundsholmerne” etablerer A. Enggard og partnere i den kommende tid 64 boliger variererende i størrelse fra 54 til 126 kvadratmeter. De kommer kun til at indeholde “de vigtigste funktioner”, skriver selskabet i en pressemeddelelse, men der bliver alligevel plads til at udfolde sig.

For der findes både fælleskøkken, spisesal, tv-stue, gæsteværelse, kontorpladser, fitnessrum, legerum, vaskeri og værksted i bofællesskabets 750 kvadratmeter store fælleshus. Alle beboere får desuden adgang til grønne fællesarealer med køkkenhaver, orangeri og hønsegård samt dele-Tesla. Samtidig understreges den sociale dimension i bofællesskabet med fire ugentlige fællesspisninger med økologisk mad på menuen.

– Der findes bæredygtige bofællesskaber som Sundsholmerne andre steder i landet, men det er første gang, der etableres et bofællesskab i et urbant miljø som det kommende Stigsborg Brygge. Det bliver derfor et helt unikt projekt, som er med til at understrege bydelens grønne profil. Samtidig vil de varierende boligstørrelser i byggeriet medvirke til at skabe en diversitet i området, for det vil tiltrække både unge, ældre, par og enlige, siger Jette Gudiksen, der er medejer af Ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen, som står for salget af de 64 boliger.

Natur i byen

Bag projektet står også arkitektfirmaet C.F. Møller, som har tegnet boligerne. Derudover er EcoVillage, der har specialiseret sig i at skabe koncepter for bæredygtige bofællesskaber, med til at etablere Sundsholmerne.

– Stigsborg-området er helt oplagt til denne type bofællesskab, da det både er tæt på byliv og rolige naturområder lige ved fjorden og derfor attraktivt for rigtig mange mennesker, som også går ind for et godt fællesskab og en grøn levemåde. Førhen kaldte man sig en sundsholmer, hvis man boede i området. I dag vil vi så gerne skabe en stærk identitet om at være sundsholmer version 2.0. Det er derfor, vi kalder bofællesskabet for “Sundsholmerne”, forklarer Rikke Amalie Søndler, der er administrerende direktør i EcoVillage.

Boligerne i det nye byggeri står klar til indflytning 1. april 2022, men salget er allerede i gang. Udviklingen af den samlede Stigsborg Havnefront forventes at vare 25-30 år og resultere i 4.000 boliger.

Relateret indhold