Casa henter gammel kending hjem

Ude er godt, men hjemme er bedst for Claus Schovgaard Rasmussen, der vender tilbage til Casa som projektudviklingschef efter et par år i AG Gruppen.
Casa hiver en gammel kending hjem. Claus Schovgaard Rasmussen skal være projektudviklingschef efter et par år i AG Gruppen. Foto: Casa.
Casa hiver en gammel kending hjem. Claus Schovgaard Rasmussen skal være projektudviklingschef efter et par år i AG Gruppen. Foto: Casa.

Claus Schovgaard Rasmussen bliver omgivet af kendte ansigter, når han træder til som ny projektudviklingschef i Casa 1. november. Han har nemlig tilbragt flere år af sin karriere som senior developer i Casa, inden han tog jobbet som projektudviklingschef i AG Gruppen i 2018. Nu vender han tilbage for at styre udviklingen af projekter, primært i det jyske.

– Claus har været en virkelig god mand for Casa, så vi er enormt glade for, at han vender tilbage til os. Claus er meget erfaren indenfor udvikling af fast ejendom og har et stort netværk. Han arbejder struktureret og er god til at afslutte sagerne til gavn for os og vores samarbejdspartnere på de enkelte projekter. Og så er Claus vellidt hos såvel vores samarbejdspartnere som hos hans gamle kolleger, lyder skudsmålet fra direktør for Udvikling i Casa Henrik Hansen.

Claus Schovgaard Rasmussen startede sin karriere i den finansielle sektor, før han besluttede sig for at blive ejendomsmægler. Efter nogle år hos EDC Mæglerne og Eriksen Erhverv kom han til NCCs udviklingsafdeling i 2001, hvor han fandt passionen for at udvikle ejendomme. Efter nogle år som ejendomschef i Nordicom kom han til Casa i 2011.

– Jeg har altid syntes, at Casa er en fantastisk virksomhed. Her er meget højt loftet, og du kan bruge dine kompetencer fuldt ud. Her er en virkelig god stemning. Jeg føler det lidt, som om jeg kommer tilbage til familien, siger den hjemvendte udvikler.

I jobbet som projektudviklingschef skal Claus Schovgaard Rasmussen drive eksisterende projekter, styrke relationerne til samarbejdspartnerne og udvikle nye projekter til Casa, der har oplevet en markant vækst de senere år. De seneste 12 måneder er Casa vokset med 50 medarbejdere, heraf en del tidligere medarbejdere. Når Claus Schovgaard Rasmussen begynder 1. november, bliver han således den 11. i rækken af gamle medarbejdere, der vender hjem til Casa.

Relateret indhold