AP Ejendomme har nu også byggetilladelsen på plads i Kalundborg

I oktober i år blev der taget første spadestik til opførelsen af 97 svanemærkede boliger i Klosterparken i byens centrum, og nu har kommunen også givet den endelig tilladelse til, at AP Ejendomme kan opføre boligerne.
Ill.: Arkitema.
Ill.: Arkitema.

– Siden vores første tanker om boligerne i Klosterparken har vi haft et rigtig godt samarbejde med Kalundborg Kommune, hvilket også har været tilfældet med at få den endelige byggetilladelse fra kommunen, siger Peter Olsson, der er adm. direktør i AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme.

– Vi er meget glade for, at vi nu for alvor kan arbejde videre med de mange planer, som vi har for området. Vi oplever allerede nu stor interesse for boligerne, hvor mere end 320 har skrevet sig op til en bolig. Det indikerer, at det er rigtigt for os at opføre boliger i Kalundborg, tilføjer han.

Ill.: Arkitema.
Ill.: Arkitema.

De 97 boliger, der er tegnet af Arkitema, bliver fra 50-116 m2 og vil fordele sig på syv punkthuse med ca. 8.800 etagemeter bolig.

Alle boligerne får altaner eller terrasse med udsigt til Klosterparken i det centrale Kalundborg, og udover at blive certificeret med Svanemærket vil boligerne i fundamenterne blive opført med Aalborg Portlands CO2-reducerede cementtype, FutureCem, der har op til 30 % lavere CO2-aftryk.

Skal passe til området

Boligerne bliver opført på en 13.800 m2 grund, som totalentreprenøren 5E Byg har arbejdet på siden oktober:

– Mens vi har ventet på den endelige byggetilladelse, har 5E Byg foretaget de første udgravninger på grunden, og vi ser frem til den fortsatte opførelse af boligerne. Det er vigtigt for os, at de kommer til at passe ind i området, for det er et meget centralt område i Kalundborg. Derfor bliver omgivelsernes sadeltagsmotiver og varianter af røde tegl afspejlet i vores boliger, fortæller Peter Olsson.

Skruer op for bemandingen i 2023

Totalentreprenøren 5E Byg er også godt tilfredse med, at byggetilladelsen nu er på plads:

– Det er et interessant projekt, som AP Ejendomme arbejder med i Kalundborg, og i 2023 kommer vi for alvor til at skrue op for bemandingen på pladsen, så vi på vis bedste kan realisere planerne for boligerne, siger Torben Nielsen, der er teknisk direktør i 5E Byg.

Boligerne står efter planen opført i maj 2024.

Relateret indhold