Regeringen vil betale udvidelse af togstation med parkeringshuse

Københavns Lufthavns Station kan ikke følge med passagerudviklingen, og derfor foreslår regeringen at udvide stationen med to nye perroner.
Foto: Jasper Carlberg.
Foto: Jasper Carlberg.

Togstationen ved Københavns Lufthavn og Øresundsbanen over Amager har længe haft kapacitetsudfordringer. Stationen risikerer derfor at være en hindring for Københavns Lufthavns fortsatte vækst, ligesom den kan blive en flaskehals, når togtrafikken fra Sverige ventes at stige i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsens åbning.

Derfor vil regeringen som led i det nye hovedstadsudspil igangsætte en udvidelse af Københavns Lufthavns Station, så perronkapaciteten fordobles. Det skal gøre det muligt at håndtere den forventede vækst i person- og godstogstrafikken.

Der etableres samtidig parkeringshuse med godt 2000 nye parkeringspladser i lufthavnen i tilknytning til stationen. De foreløbige beregninger viser, at indtægterne fra udlicitering af driften af parkeringshusene vil kunne finansiere hele stationsprojektet.

– Københavns Lufthavn er i stor vækst, og lufthavnen har en ambition om at være den førende internationale lufthavn i Norden med over 40 millioner passagerer årligt. Det er afgørende for væksten, at den omkringliggende infrastruktur understøtter lufthavnen, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Klar til 2025

Projektet indebærer, at der anlægges en ny station parallelt med den gamle med to nye overdækkede perroner. De nye perroner skal etableres ved de nuværende godsspor 11 og 12, som ligger under metrostationen. Med den nye station kan der etableres den såkaldte retningsdrift, så alle tog i østgående retning føres igennem den eksisterende station, mens alle tog i vestgående retning føres igennem den nye station. Det betyder således, at øst- og vestgående tog ikke længere skal krydse hinanden i forbindelse med trafikafviklingen ved lufthavnen. Dermed øges også banekapaciteten på Øresundsbanen.

Tidsplanen for projektet er, at der fra 2019 til 2021 skal gennemføres en detaljeret projektering, herunder gennemføres miljøvurdering. I perioden 2020-2022 skal projektet i udbud og myndighedsbehandles. Projektet vil herefter kunne udføres i årene 2022-2025.

Relateret indhold