Utzon tegner museum på Nordsjælland

Arkitekten Kim Utzon har tegnet et oplæg til Lysets Museum til Fonden Hornbæk Kunstmuseum.
Illustration: Kim Utzon.
Illustration: Kim Utzon.

Den 21. juni præsenterer Fonden Hornbæk Kunstmuseum planerne for Lysets Museum – Hornbæk Kulturhus ved et pressemøde i Helsingør.

Det er arkitekten Kim Utzon, der har tegnet det smukke projektforslag, der vil få en af Danmarks bedste beliggenheder, på den eksklusive Kystvej, lige ud til Hornbæks hvide sandstrand.

Kunstneren Lin Utzon, der er søster til Kim Utzon, vil donere en del af sine kunstværker til museet, som på den måde også vil have en samling fra starten.

Når lokalplanen for det 2500 kvadratmeter store museum er klar, skal Fonden Hornbæk Kunstmuseum i gang med at søge de nødvendige fondsmidler til finansieringen af museet. Formentlig et beløb i størrelsesordenen 75 til 80 millioner kroner.

Drømmen om et kunstmuseum på den 5500 kvadratmeter store grund med den helt unikke beliggenhed ned mod stranden på hjørnet af Kystvej og A.R. Friis Vej, går helt tilbage til 1995, da Fonden Hornbæk Kunstmuseum arvede den fra Fru Gudrun Thomsen med pålæg om at bygge et museum.

– Et kunstmuseum er en drømmeopgave for en arkitekt. At det er med Lin’s kunst som grundsamling og med den smukkeste tænkelige placering mellem Kystvej og Hornbæk’s strand har været en stor udfordring, som jeg har været meget glad for at få. Resultatet – et åbent hus med mange forskellige aktiviteter – vil kunne være med til at gøre denne del af Hornbæk endnu mere attraktiv, siger Kim Utzon.

Relateret indhold