Bygningssnedkeren Christian Nielsen fra Roskilde Teknisk skole har trænet op til DM i Skills, der løber af stablen fra i morgen og over weekenden. Forberedelserne har givet ham tid til at fordybe sig i sit fag og udvikle sig fagligt.
– Det fede ved DM i Skills er jo, at man får lov til at fordybe sig i sit fag. Man får lov til at udvikle faget både for sig selv og for den næste generation af bygningssnedkere, der er på vej ind i faget. Man får tid til at lave de bedste produkter, man kan, hvor man i virkeligheden ikke altid har tid til at lave det helt perfekt ned til en tiendedel af en millimeter, siger Christian Nielsen.
I virkeligheden går det mest ud på at blive hurtigt færdig med at lave et godt resultat, og kravene er en del mindre end til DM i Skills, hvor arbejdet bliver gennemtjekket fra alle leder og kanter. Det er også der tilfredsstillelsen ved DM i Skills ligger.
– Det er vildt tilfredsstillende, når man går efter at lave tingene perfekt, og de så også bliver det. Det er nogle helt andre forhold end i virkeligheden, da det her er på et helt andet niveau. Det er også det, der gør, at det er fedt at være med. Jeg tror, det er det fagfolk godt kan lide at lave, altså at få lov til at nørde med træ og have tid til at gøre det, siger Christian Nielsen og fortsætter:
– Det er, som om virkeligheden og folks interesse for faget modarbejder hinanden lidt på det punkt. Det er fedt at kunne træde tilbage fra, at det skal gå hurtigt uden at skulle være helt perfekt. Der er ingen, der skal bruge det, jeg laver her. Det er kun det endelige resultat, der tæller, siger Christian Nielsen.
Skills kan presse faget i en anden retning
Netop det nørderi med træ, som Christian Nielsen får lov til at begive sig ud i som led i forberedelserne, er noget, han håber, kan presse faget fremad for ham selv og de næste generationer af bygningssnedkere og håndværkere.
– Når man går efter at lave noget, der er helt perfekt, så bliver man jo automatisk dygtigere. Det kan man så tage tilbage til virkeligheden, hvor man kan bruge det, og så bliver alting nemmere af, at man selv er blevet dygtigere siger Christian Nielsen.
Christian er ved at være færdig med sin uddannelse og er derfor ambitiøs omkring sin deltagelse til DM i Skills, hvor det er hans sidste chance for at komme med til Europamesterskaberne i Skills, der bliver holdt i Budapest til efterået.
– Hvis jeg taber, så tror jeg, vi tager det derfra. Jeg ville blive skuffet, da det er sidste chance, hvis jeg gerne vil vinde eller gøre det rigtig godt. Hvis vi vinder så får jeg lov til at fordybe mig endnu mere. Og jeg kan fortsætte i forløbet, hvor jeg får lov til at være i den her proces lidt længere endnu, hvor man stadigvæk fordyber sig meget mere, end hvad man normalt har tid til. Det er der, jeg lærer mest, siger Christian Nielsen.