Cowi i spidsen for nyt storbyggeri

Cowi skal sammen med underrådgiverne Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Mikkelsen Arkitekter og Sted opføre Nordeuropas største diabetescenter i Herlev.
Det nye diabetescenter bliver på cirka 18.000 kvm og skal står klar i 2020. Visualisering: Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Det nye diabetescenter bliver på cirka 18.000 kvm og skal står klar i 2020. Visualisering: Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

I 2020 skal Steno Diabetes Center Copenhagen stå færdigt ved Herlev Hospital. Op til jul blev det besluttet, at Team Cowi bestående af Cowi som totalrådgiver og med underrådgiverne Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Mikkelsen Arkitekter og Sted havde vundet udbudsrunden i forbindelse med det cirka 18.000 kvm store diabetescenter, der opføres ved siden af Herlev Hospital.

– Steno Diabetes Center Copenhagen bliver internationalt førende med aktiviteter på både behandling, klinisk forskning, uddannelse, sundhedsfremme og forebyggelse, og jeg synes, at vinderforslaget ser rigtig flot ud. Nu glæder jeg mig til, at det står færdigt, så patienter og familier, der lever med diabetes, kan få glæde af de nye fysiske rammer, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), i en pressemeddelelse.

Dommerkomitéen har bestået af politikere og fagfolk, og de har blandt andet anført, at vinderprojektet har en inviterende arkitektur, der indrammer et kvalitativt og smukt arbejdsmiljø i dagligdagen, samt at udformningen til fulde indfrier visionerne om en bygning, der integrerer arkitektur, kunst og landskab til fælles oplevelser patienter, pårørende og personale imellem.

Direktør for Steno Diabetes Center Copenhagen, Allan Flyvbjerg, er også imponeret over vinderforslaget.

– Den bygning, som skal huse Steno Diabetes Center Copenhagen har nogle specifikke krav og udfordringer, som, jeg mener, vinderforslaget har ramt rigtig godt. Det er vigtigt, at vi skaber et miljø, hvor både personer med diabetes, deres pårørende og personale trives godt, og som samtidigt kan fungere langt ud i fremtiden. Jeg glæder mig enormt meget til at se centeret stå færdigt og med at komme i gang med det egentlige arbejde, siger Allan Flyvbjerg.

Det nye diabetescenter skal behandle 11-13.000 patienter om året og løfte Region Hovedstadens indsats over for diabetespatienter.

Relateret indhold