Horsens promoverer energivenlig opvarmning

Arrangement stiller skarpt på bæredygtigt nærvarmesamarbejde mellem Horsens Kommune og varmeserviceselskabet Best Green.
Varmepumper er kernen i opvarmningsmodel, som Horsens Kommune anvender. Foto: Colourbox.
Varmepumper er kernen i opvarmningsmodel, som Horsens Kommune anvender. Foto: Colourbox.

Horsens Kommune og varmeserviceselskabet Best Green er til januar omdrejningspunkt i et heldagsarrangement, der afholdes i samarbejde med Energiforum Danmark.

I et forsøg på at nedbringe CO2-udledningen i kommunen er Horsens gået sammen med selskabet Best Green om varmepumpeopvarmning af alle kommunens bygninger, der er uden for fjernvarmedækning.

– Det primære for os er, at vi skal spare nogle kroner, selvom det ikke er det helt store, vi vil vinde rent økonomisk. Det er til gengæld CO2, vi vil opnå store besparelser på, siger energirådgiver i Horsens Kommune Henri Verner Nielsen.

Konceptet nærvarme går ud på, at selskabet Best Green køber og ejer varmepumperne, der installeres på Horsens Kommunes bygninger. Herefter er det kommunen, der betaler for den varme, der forbruges. Til slut er det Best Green, der varetager vedligeholdelse og drift af varmepumperne.

Arrangement om varmepumpemodel

Temadagen om Horsens Kommunes opvarmningsmodel finder sted i Innovation Park i Horsens og senere på Gedved Skole.

Henri Verner Nielsen håber, at arrangementet vil inspirere andre kommuner til at gå samme vej som Horsens.

– Det er ikke en metode, der er almindelig kendt, så hvorfor skal andre kommuner gå ud og opfinde den dybe tallerken, hvis nogen allerede har gjort det, siger Henri Verner Nielsen.

Arrangementet vil blandt andet stille skarpt på samarbejdet mellem Horsens Kommune og Best Green og gøre deltagerne klogere på de tekniske detaljer i flere af installationerne. På Gedved Skole vil deltagerne få mulighed for at se nærmere på en installation.

Arrangementet afholdes den 26. januar 2017 fra klokken 10 til 13.30.

Fuldt program og tilmeldingsblanket findes her.

Relateret indhold