Entreprenør anholdt efter jordskælv

Byggesjusk er muligvis årsagen til kollapset bygning i Taiwan, og entreprenøren risikerer nu tiltale for uagtsomt manddrab.
Det frygtes, at dødstallet vil overstige 100, når redningsarbejdet er overstået. Arkivfoto: Colourbox.
Det frygtes, at dødstallet vil overstige 100, når redningsarbejdet er overstået. Arkivfoto: Colourbox.

I lørdags blev byen Tainan i det sydlige Taiwan ramt af et jordskælv, der målte 6,4 på Richterskalaen, hvilket medførte, at boligkomplekset Wei-guan Golden Dragon Building på 17 etager kollapsede. Det endelige dødstal efter jordskælvet er endnu ikke fastslået, men det forventes, at mindst 100 har mistet livet.

Det har medført, at der blev udstedt en arrestordre på entreprenøren Lin Ming-hui, som står bag byggeriet af det kollapsede boligkompleks, og nu kan flere medier – blandt andet norske Byggeindustrien – berette, at manden er blevet pågrebet.

Det var kun denne ene bygning i hele byen, der ikke kunne holde til jordskælvets rystelser, og derfor er der blevet stillet spørgsmålstegn ved kvaliteten af konstruktionen og byggematerialerne. Blandt andet har øjenvidner berettet om, at de har set tomme madolie-beholdere inde i de ødelagte vægge.

Derfor kan entreprenøren nu risikere at blive sigtet for uagtsomt manddrab.

Relateret indhold