Kan idealer og investeringer følges ad? Det spørgsmål vil blive behandlet, når Bygherreforeningen afholder konference om bæredygtighed i byggeriet.
Den danske byggesektor er i stigende grad opmærksom på byggeriets aftryk på miljøet og ressourceforbruget, og en række initiativer er sat i værk for at skabe mere bæredygtige løsninger. Der er øget bevidsthed om, at affald er en værdifuld ressource, at energiforbruget skal omstilles til vedvarende kilder, og at totaløkonomiske betragtninger er vejen til bedre investeringsstrategier.
Byggesektoren er også godt på vej til en fælles forståelse for parametre og begreber, der er forudsætningen for samarbejdet om de bæredygtige løsninger. For at løfte niveauet på tværs af konkrete projekter er der dog brug for inspiration til en ny praksis med resultater og forretning i centrum, oplyser Bygherreforeningen, som med det afsæt inviterer til årskonference med fokus på bæredygtighed i fremtidens byer og bygninger. Det sker i samarbejde med Akademisk Arkitektforening, Danske Arkitektvirksomheder, IDA-BYG, Green Building Council Denmark og Foreningen Aktivhus Danmark.
Konferencen lægger op til videndeling på tværs af byggeriets parter, og gennem oplæg, debatter og et dynamisk videndelingstorv vil det blive diskuteret, hvad bygherren opnår ved at tænke bæredygtigt, og hvordan de gode intentioner omsættes til social, miljømæssigt og økonomisk bæredygtige bygninger med respekt for bundlinjen.
Konferencen finder sted 18. september i Toldboden i København. Tilmelding skal ske senest 4. september.