Moesgaard Museum vinder igen international pris

Moesgaard Museum var juryens valg til en Architizer A+Award i museumskategorien. Den Blå Planet i samme kategori fik flest stemmer blandt sitets brugere.
En 300 mand stor jury har kåret Moesgaard Museum som dette års vinder af en Architizer A+Award i museumskategorien. Foto: Jan Kofod Winther.
En 300 mand stor jury har kåret Moesgaard Museum som dette års vinder af en Architizer A+Award i museumskategorien. Foto: Jan Kofod Winther.

Dansk arkitektur gør rent bord i museumskategorien ved Architizer A+Awards. Således valgte ekspertjuryen Moesgaard Museum som vinder af den prestigefyldte pris, mens Den Blå Planet fik en Popular Choice Award i samme kategori for at have fået flest stemmer.

Architizer A+Awards uddeles af branchesitet Architizer, og vinderne i de mere end 90 kategorier – heriblandt 42 bygningskategorier – er blevet kåret af en international jury bestående af mere end 300 branchefolk – heriblandt Bjarke Ingels fra BIG, som selv vandt prisen i museumskategorien sidste år for Museet for Søfart i Helsingør.

Mens Moesgaard Museum var juryens valg, var det Den Blå Planet, der fik flest stemmer blandt sitets brugere, og Architizer slår fast, at både juryvinderne og publikumsfavoritterne hædres på lige vis.

43.000 afgivne stemmer

Moesgaard Museum er designet af Henning Larsen Architects i samarbejde med Kristine Jensens Tegnestue. Det 16.000 kvadratmeter store museum ligger smukt placeret højt i Skåde Bakker syd for Århus og fremstår med sit skrånende taglandskab af græs, mos og blomster i stærke farver som et markant visuelt ikon, der er synligt helt ude fra havet.

Moesgaard Museum er ikke blot Nordeuropas største nybyggede kulturhistoriske museum. Siden åbningen i oktober sidste år har museet dannet rammen om konferencer, koncerter, foredrag og sportsbegivenheder, og i løbet af vinteren viste bygningen sig også at kunne bidrage til området som velbesøgt kælkebakke.

For nylig vandt Moesgaard Museum også den prestigefyldte Civic Trust Award, lige som museet sidste år blev tildelt In-Situ Prisen. Moesgaard Museum blev også indstillet til EU-prisen for moderne arkitektur, Mies van der Rohe-prisen, i 2015.

Der blev afgivet mere end 43.000 stemmer i konkurrencen, og de 150 vindere hædres ved et gallashow i New York den 14. maj.

Porsgrunn Maritime Museum tegnet af Cobe og Transform var også nomineret i museumskategorien. Det er tredje gang, Architizer-priserne uddeles.

Relateret indhold