Almene boliger renoveres for 38 mia. kroner

Inden 2020 forventes over 100.000 boliger at blive renoveret for samlet 38 milliarder kroner. Midlerne kommer fra boligaftaler indgået i Folketinget.
125.600 almene boliger skal renoveres frem mod 2020. Foto: Colourbox.
125.600 almene boliger skal renoveres frem mod 2020. Foto: Colourbox.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har beregnet, at summen af boligaftaler indgået med flertal i Folketinget er på 38 milliarder kroner. Denne sum vil fra 2012 til 2020 blive brugt til at renovere 125.600 almene boliger.

– Nu kan vi for alvor se foråret i økonomien, og det skyldes ikke mindst, at vi har haft mulighed for at holde gang i byggeriet med en massiv renoveringsbølge i den almene sektor, siger minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, i en pressemeddelelse.

38.000 årsværk

Carsten Hansen siger desuden om den store renoveringsbølge:

– Det giver i omegnen af 38.000 årsværk i perioden fordelt i hele landet. Der er ingen tvivl om, at det har holdt hånden under byggeriet, og det er vel at mærke arbejde på almindelige løn- og arbejdsvilkår.

Renoveringsbølgen medfører, at 250.000 boliger energirenoveres med bedre klima og energibesparelser til følge, da en tredjedel af beløbet går til energibesparende tiltag. Det skriver Mads Andersen på Blboligen.dk.

Flere renoveringer

Hos Dansk Byggeri havde man gerne set flere midler sat af til renoveringer, da behovet er større end som så. Organisationen har givet udtryk for, at et årligt investeringsniveau på seks milliarder kroner ville have været bedre og skabt en højere aktivitet.

Relateret indhold