Et nyindkøbt stykke specialværktøj gør hverdagen nemmere for medarbejderne i den store københavnske elinstallationsvirksomhed FUGMANN.
Virksomheden har investeret i et nyt stykke specialværktøj – den godt og vel mandshøje “dovendreng”, der i praksis er en boreforlænger, som letter arbejdet med at bore huller i loftet ganske betydeligt.
– I stedet for at skulle stå med boremaskinen over hovedet en hel dag og måske samtidig skulle kravle op på en stige eller et stillads, kan montøren stå stille og roligt på gulvet og trykke et håndtag ned, siger projektleder Clemens Slott, der understreger, at dovendrengen hjælper til en bedre arbejdsstilling, så medarbejderne ikke belaster ryggen unødigt, og dermed beskytter den også mod nedslidning.