OpenBIM Studio er et 3D-studie, der giver en ny måde at opleve byggeprojekter på, længe inden de er realiseret. OpenBIM Studio henvender sig til byggebranchens professionelle aktører, men er lige så relevant for ikke-faguddannede bygherrer og slutbrugere, for hvem en virkelighedstro oplevelse kan fortælle mere end plantegninger, regneark og visualiseringer. OpenBIM kan i forbindelse med dialog-, design- og brugerinddragelsesprocesser sikre, at alle interessenter omkring et byggeri bliver involveret og får ejerskab til det konkrete bygge- eller renoveringsprojekt.
Brugerinddragelse og kvalitetssikring
Mange ikke-fagpersoner har svært ved at afkode traditionelle plantegninger og har derfor svært ved at komme med kvalificerede bedømmelser af projekter på udviklings- eller designstadiet. Jo større projektet er, desto sværere bliver det at overskue de informationer, som traditionelle modeller indeholder. Derfor bygger man på store, komplicerede og omkostningstunge projekter ofte model-udsnit i fuld skala for at sikre, at alle involverede forstår de foreslåede løsninger. Et alternativ kan være at tage BIM-modellen af projektet ind i OpenBIM Studio. Hermed får både rådgivere og brugere en tidlig forståelse for projektets kvaliteter, ligesom de kan identificere eventuelle uhensigtsmæssigheder, som kan rettes til, inden håndværkerne går i gang på byggepladsen. Og det er ikke kun et lille udsnit af projektet, som det er tilfældet med model-udsnit, men det samlede projekt, der præsenteres og valideres digitalt.
Virkelighedsnære præsentationer
I OpenBIM Studio træder folk ind i en 3D-verden, der giver en realistisk fornemmelse af rum og dybde. OpenBIM Studio kan bruges på alt fra sygehus- og kontorbyggerier over indkøbscentre og boligbyggerier til stationer, lufthavnsterminaler og butikker.
– Med OpenBIM Studio tilbyder vi nu bygherrer, arkitekter og ingeniører et redskab til brugerinddragelse, formidling og validering af deres projekter på et tidligt stadie. Når man træder ind i 3D-universet får man en helt ny forståelse af byggeriet, og hermed løfter rådgiverne eller bygherrerne projektkommunikationen til et andet niveau, da OpenBIM Studio giver mulighed for at skræddersy brugerinddragelsesprocessen til det stadie, projektet aktuelt befinder sig på. Med OpenBIM Studio gør vi nu de samme digitale værktøjer tilgængelige for byggebranchen, som bil- og flyindustrien i årevis har brugt til at designe, udvikle, afprøve og teste idéer og løsninger virtuelt, siger administrerende direktør i BIM Equity, Jonas N. Salih, i en pressemeddelelse.
BIM Equity faciliterer præsentationer, validerings- og brugerinddragelsesprocesser fra deres nye lokaler på Strandlodsvej i København, hvor OpenBIM Studio er opstillet i et rum dedikeret til 3D-formidling af projekter.