Aarsleff sikrer sig flere år i Københavns Lufthavn

Den nye rammeaftale løber frem til 2031 med mulighed for forlængelse og omfatter alt fra betonarbejder til forsyningsanlæg og belægninger.
Som hovedentreprenør skal Aarsleff udføre en vifte af opgaver, der skal sikre, vedligeholde og udvikle infrastrukturen i Københavns Lufthavn og Roskilde Lufthavn i de kommende år. Foto: Aarsleff.

Aarsleff har genvundet en flerårig rammeaftale med Københavns Lufthavne A/S.

Rammeaftalen løber fra 2027 til 2031 med mulighed for forlængelse i op til tre år.

Som hovedentreprenør skal Aarsleff udføre en vifte af opgaver, der skal sikre, vedligeholde og udvikle infrastrukturen i Københavns Lufthavn og Roskilde Lufthavn i de kommende år.

Læs også

NCC, Aarsleff og Züblin kæmper om arrestentreprise til 1,75 mia. kroner

Arbejderne omfatter blandt andet renovering og etablering af belægninger, afvandings- og forsyningsanlæg, betonarbejder, ledningsomlægninger, nedrivningsarbejder samt anlægsarbejder på lufthavnenes tekniske infrastrukturanlæg.

– Vi er glade for den tillid, som Københavns Lufthavn endnu engang har vist os. Aftalen er en anerkendelse af vores erfaring med at gennemføre komplekse anlægsprojekter i miljøer, hvor driften skal fortsætte uforstyrret, siger Jes Hedegaard Andersen, afdelingsdirektør i Aarsleff, og fortsætter:

– Opgaverne spænder bredt og giver os mulighed for at bringe kompetencer fra flere dele af Aarsleff-koncernen i spil, så vi kan levere effektive og tværfaglige løsninger til et af Nordens vigtigste infrastrukturelle knudepunkter.

Relateret indhold