Ny analyse: Danmark kan mangle hver tredje håndværker i 2035

En ny analyse fra Apacta peger på, at bygge- og anlægsbranchen kan mangle op mod 65.000 håndværkere i 2035.
I analysen estimeres et nettoudbudsfald på omkring 28.000 håndværkere frem mod 2035. Foto: Getty Images.

Der har længe været fokus på manglen på håndværkere, og 30.000 er ofte det tal, der har været fremhævet i debatten.

En ny scenarieanalyse fra Apacta viser imidlertid, at udfordringen kan blive væsentligt større.

Analysen peger nemlig på, at bygge- og anlægsbranchen kan komme til at mangle op mod 65.000 håndværkere i 2035.

Læs også

Nye tal: Manglende arbejdskraft er ikke byggeriet største akilleshæl

Beregningen bygger på et samlet scenarie, hvor både udviklingen i arbejdsudbuddet og den forventede efterspørgsel efter håndværkere indgår.

– Hvis udviklingen fortsætter, står vi over for en markant større udfordring, end mange forestiller sig, siger direktør i Apacta, Anders Kondrup Risager, og fortsætter:

– Vores analyse peger på, at presset på både virksomheder og kunder vil vokse betydeligt, fordi arbejdsudbuddet falder, samtidig med at behovet for håndværkere stiger.

To parallelle udviklinger

Analysen tager udgangspunkt i et beskæftigelsesniveau på cirka 195.000 personer i bygge- og anlægsbranchen, som danner grundlag for de anvendte fremskrivninger.

Herfra vurderes det, at manglen kan vokse til 65.000 håndværkere som følge af to parallelle udviklinger: et faldende udbud af faglært arbejdskraft og en stigende efterspørgsel.

På udbudssiden estimeres et nettoudbudsfald på omkring 28.000 håndværkere frem mod 2035.

Læs også

Økonom: Det er ikke arbejdsudbuddet, der gør Danmark rigere

Vurderingen bygger blandt andet på tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som viser, at 22,5 procent af de faglærte forventes at forlade arbejdsmarkedet inden 2035, samt data fra SMVdanmark, der peger på et fald i tilgangen til flere erhvervsuddannelser.

Samlet svarer det til et nettoudbudsfald på omkring 14 procent af den nuværende arbejdsstyrke.

Samtidig anslår Apactas analyse et efterspørgselspres på cirka 37.000 håndværkere, svarende til 19 procent af den nuværende branche.

– Efterspørgslen forventes blandt andet at stige som følge af flere energirenoveringer i kølvandet på EU’s bygningsdirektiv, en voksende bygningsmasse og mere komplekse byggeopgaver med flere tekniske installationer, skærpede energikrav og øgede dokumentationskrav, siger Anders Kondrup Risager.

Opgaver risikerer at blive udskudt

Analysen peger på, at udfordringen er større, end mange hidtil har antaget. Hvis scenariet bliver en realitet, vil det få mærkbare konsekvenser for både byggebranchen og de kunder, der har behov for håndværkere.

Læs også

Nye tal bekymrer: Færre unge vil være faglærte – foreslår skattefradrag

– Virksomheder vil i stigende grad få svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Det betyder, at flere opgaver risikerer at blive udskudt, ventetiden bliver længere, og den øgede konkurrence om medarbejdere kan presse både lønninger og timepriser op, siger Anders Kondrup Risager og fortsætter:

– Tallene peger på, at udfordringen ikke ligger langt ude i fremtiden. Hvis udviklingen fortsætter, vil manglen på håndværkere påvirke både virksomhedernes kapacitet og kundernes mulighed for at få udført deres projekter til tiden.

Relateret indhold