Efter at Miljøstyrelsen i sidste måned ændrede retningslinjerne for, hvordan affald, der indeholder mineraluld skal håndteres, oplever byggebranchen mange steder i landet, at det er umuligt at sende rester fra byggearbejder til genbrug eller deponi.
Flere virksomheder i affaldsbranchen og genbrugspladser nægter ganske enkelt at modtage affaldet, fordi de nye regler tolkes forskelligt, lyder kritikken fra Dansk Håndværk.
Building Green sætter affaldet under lup: ”For billigt bare at sende til deponi”
– Miljøstyrelsens begrundelse er, at man oplever en akut ophobning af den type affald. Derfor har de lavet en midlertidig fortolkning, som nu betyder, at virksomhederne står tilbage med et voldsomt problem, siger direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen, og uddyber:
– Vi bliver kontaktet af medlemmer, der har fået besked om, at de ikke længere vil få afhentet deres affald. I stedet hober det sig så op hos de lokale håndværkere, der er uden nogen mulighed for at finde en løsning. Det er en helt uholdbar situation.
Affald kan ende i naturen
Organisationen mener, at reglerne er ændret uden, at Miljøstyrelsen har gennemtænkt konsekvenserne.
Og ifølge Morten Frihagen risikerer man – ligesom med asbest – at folk, der ser stort på reglerne, efterlader det i naturen.
Fra flunkende nyt til slid med mening: Skal vi gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen?
– Styrelsen understreger selv, at den nye praksis er midlertidig, men samtidigt siger de, at de først forventer en løsning ved årsskiftet. Når det er tilfældet, så burde de have lagt en plan for, hvad man gør i mellemtiden.
– De lokale håndværkere har ikke kapacitet til at opbevare et halvt års affald. Det vil ikke alene være et pladsmæssigt problem – det kan også være i strid med lokalplaner og til gene for naboer. At overlade aben til byggeriet er stik imod enhver fornuft.
Udvikler af plastløsninger finder ny direktør
Derfor opfordrer Dansk Håndværk nu Miljøstyrelsen til øjeblikkeligt at præcisere, hvordan situationen kan normaliseres:
– Det må gøres tydeligt for affaldsselskaber og genbrugsstationer, hvordan den nye praksis skal fortolkes, og hvis det forhindrer, at systemet kan fungere normalt, må Miljøstyrelsen straks sikre, at der etableres midlertidige opbevaringsmuligheder, lyder kravet fra Dansk Håndværk.
