Krav til politikerne: Tre barrierer holder byggeri med træ tilbage

Byggeforeningen Træ i Byggeriet mener, at regler skal ændres for at fremme en grøn fremtid i byggeriet med mere træ.
Lauritz Rasmussen
"Der er gode løsninger på brandforhold, men vidensgrundlaget og regelanvendelsen bør følge med den tekniske udvikling og de erfaringer, der findes i praksis," siger Lauritz Rasmussen fra Træ i Byggeriet.

Træbranchen kan stå med en af løsninger til at skabe en grønnere fremtid med lavere CO2-aftryk i byggebranchen.  

Udfordringen er bare, at reglerne og lovgivning for at bruge træ ofte får entreprenører og bygherre til at vælge andre løsninger, ifølge foreningen Træ i Byggeriet.

– Danmark kan bygge markant mere med træ, hvis regler, dokumentation og praksis følger med udviklingen. Og byggeri i træ er nødvendigt for at realisere den grønne agenda, siger sekretariatsleder Lauritz Rasmussen, Træ i Byggeriet.

Læs også

Træ i Byggeriet skifter formand og opjusterer deres strategi

En analyse fra Artelia, hvor de har undersøgt erfaringer fra byggeriet, peger på især brandkrav, fugt og LCA som barrierer for mere træ.

– Gældende krav til for eksempel dokumentation er usikre, dyre og vanskelige at navigere i. Derfor halter vi efter vores nabolande ved en alt for konservativ tilgang i bygningsregelementet. Og det bør vi ændre på, siger Lauritz Rasmussen.

Lav LCA-krav om

Træ i Byggeriets største ønske er en reform af LCA-området, som i dag er et direkte benspænd i forhold til træ og biobaserede materialer.

De presses i alt for høj grad ind i standardantagelser om levetid, udskiftning og endt liv. Det giver ifølge Artelia og Træ i Byggeriet et skævt billede af biobaserede materialers reelle potentiale.

Læs også

DI Byggeri om nyt regeringsgrundlag: Centralt punkt er stærkt problematisk

– Her ønsker vi at udvikle mere dynamiske tilgange, siger Lauritz Rasmussen.

Brand og fugt behøver ikke være problemer, mener parterne desuden.

– Der er gode løsninger på brandforhold, men vidensgrundlaget og regelanvendelsen bør følge med den tekniske udvikling og de erfaringer, der findes i praksis, siger Lauritz Rasmussen.

Det gælder også solide erfaringer med tackling af fugt og akustikforhold, som ofte fører til overprojektering eller fravalg af lette, biobaserede konstruktioner, fordi dokumentation og erfaringerne ikke er tilstrækkeligt udbredte.

Den nye regering bør derfor skubbe på for anerkendelse og brug af de CO2-venlige byggematerialer, ifølge Træ i Byggeriet.

Relateret indhold