DI Rådgiverne spiller en vigtig rolle for rådgivervirksomhederne, der lige nu står i en udfordrende tid.
Teknologisk udvikling, international konkurrence og stigende kompleksitet, som ændrer kundernes behov, præger branchen. Og det skal organisationen hjælpe virksomhederne med.
Sådan beskriver DI Rådgiverne i hvert fald selv deres rolle, mens de præsenterer tre nye profiler i bestyrelsen.
– Med de tre nye bestyrelsesmedlemmer får vi stærke kompetencer ind fra ingeniør-, arkitekt-, public affairs- og kommunikationsområdet, og dermed et endnu bedre afsæt for at styrke rådgivernes rammevilkår og rolle i videnssamfundet, siger Martin André Dittmer, bestyrelsesleder i DI Rådgiverne.
Jacob Kurek
Den første af de tre nye ansigter er Jacob Kurek, administrerende direktør i Henning Larsen.
Hans fokus bliver at give AI en central dagsorden for fremtidens rådgivere, oplyser han.
DI Byggeri om nyt regeringsgrundlag: Centralt punkt er stærkt problematisk
– AI bliver en afgørende del af fremtidens rådgivning. Teknologien skal bruges som et værktøj – især i de tidlige faser kan AI hjælpe os med at teste idéer, scenarier og retninger hurtigere, men det stiller også krav: klare rammer, rene data og en høj grad af fagligt ansvar.
– Vi skal bruge AI til at stille bedre spørgsmål og kvalificere beslutninger, så vi leverer løsninger med høj kvalitet, etik og menneskelig dømmekraft.
Per Christensen
Det andet nye ansigt er Per Christensen, administrerende direktør i WSP.
Han vil gerne styrke rådgivernes rolle i en tid, hvor teknologi og transformation ændrer kundernes behov.
– AI og digital transformation ændrer grundlæggende spillereglerne for både virksomheder og rådgivere. Det stiller nye krav til tempo, kompetencer og forretningsforståelse – men rummer samtidig et betydeligt potentiale og nye muligheder.
Dansk Industri: ESG er døråbneren til en stærkere byggevirksomhed
– Vi skal ikke være bange for at miste arbejdspladser, men være parat til at opgaver ændrer karakter, og nye muligheder opstår. Samfundet vil altid have brug for teknisk viden og rådgivning, siger han.
Marianne Hjaltelin
Det sidste nye bestyrelsesmedlem er Marianne Hjaltelin, CEO og partner i Lead Agency.
Hendes fokus ligger især ved public affairs og kommunikation, hvor rådgiverrollen også er under forandring.
– Virksomheder og organisationer skal navigere i en virkelighed, hvor kompleksiteten stiger, og hvor tillid, legitimitet og tydelig kommunikation bliver afgørende.
– Det kræver rådgivere, der både forstår forretning, samfund og mennesker. Jeg vil gerne bidrage til, at branchefællesskabet styrker rådgivernes rolle som dem, der skaber retning, handlekraft og værdi i forandringerne, siger hun afslutningsvis.
