Når håndværkere bliver udsat for alvorlige arbejdsulykker og oplever tab af arbejdsevne, begynder 10-15 pct. af dem over en årrække at tage piller mod depression.
Men dem, der har adgang til omskoling gennem videregående uddannelse, da de har en studentereksamen eller HF, kan reducere deres forbrug ved at omskole sig.
Det viser et nyt forskningsprojekt støttet af Rockwool Fonden.
I studiet har forskerne undersøgt over 4.000 tilskadekomne arbejdstagere.
Byggeriet buldrer – men sikkerheden halter bagefter
Et til fire år efter en arbejdsulykke tager omkring 15 pct. af de tilskadekomne uden adgang til omskoling antidepressiva. For tilskadekomne med adgang til omskoling er andelen på 10 pct.
– Når en håndværker må stoppe med at arbejde efter f.eks. at have lavet et tungt løft, der har ført til diskusprolaps og stærke smerter, kan det være svært at lægge livet om, siger Anders Humlum, adjunkt ved University of Chicago og forsker på projektet, og fortsætter:
– Men når en ulykkesramt håndværker starter forfra i uddannelsessystemet, færdiggør en anden uddannelse og får indkomst igen, kan det have stor positiv indflydelse på deres mentale helbred.
Mindre nedslidende erhverv
Anders Humlum betoner, at omskoling handler om tage en videregående uddannelse – ikke en ny faglært uddannelse.
Det skyldes ifølge forskeren, at en videregående uddannelse er nødvendig for, at de tilskadekomne kan komme videre over i et mindre fysisk nedslidende erhverv.
Pensionsselskab skærper kravene til sikkerhed på sine byggepladser
De største reduktioner i forbruget af antidepressiva blandt de tilskadekomne håndværkere sker, mens de stadig er under uddannelse. Når de først er landet i deres nye jobs efter endt uddannelse, svinder effekten.
Et depressivt hul
Pernille Plato, postdoc ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og forsker på projektet, fremhæver et politisk potentiale for at forebygge depression hos de tilskadekomne håndværkere.
– Hvis man fra politisk hold ønsker at gøre en indsats for at gribe tilskadekomne, inden de falder ned i et depressivt hul, kan en løsning være bedre omskolingsprogrammer, siger Pernille Plato.
