350 mio. kroner afsat: Oprensning af generationsforurening klar til udbud

Ved oprensningen af forurening ved Himmark Strand på Nordals skal der bygges nye dæmninger til et område på 45.000 m3, så 125.000 tons forurenet jord kan fjernes. Prisen kan stige, lyder det fra regionsrådsformand.
Forureningen ved Himmark Strand stammer fra 1950’erne og 1960’erne, hvor strandområdet bl.a. blev brugt til afbrænding af industriaffald og deponering af store mængder kemikalieaffald fra Danfoss. Foto: Region Syddanmark.

Himmark Strand på Nordals er udnævnt til en af Danmarks ti generationsforureninger.

Forureningen stammer fra 1950’erne og 1960’erne, hvor strandområdet bl.a. blev brugt til afbrænding af industriaffald og deponering af store mængder kemikalieaffald fra Danfoss.

I dag er både strand, hav og havbund forurenet, og der er indført badeforbud på stranden.

Læs også

Vinder 750 meter spunsvæg ved Cheminova-grund: “Et teknisk krævende projekt”

Siden 2023, hvor oprensningen oprindeligt skulle være sendt i udbud, er Region Syddanmark flere gange løbet ind i forsinkelser.

Men nu er regionen klar til at sætte udbuddet i gang – Region Syddanmarks regionsråd og Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse mangler blot at godkende.

125.000 tons forurenet jord

Da dele af oprensningen skal ske under havet, er det besluttet, at det er bedst at grave forureningen op.

I alt skal der fjernes ca. 125.000 tons forurenet jord fra stranden og under havbunden.

Der skal bygges to dæmninger i havet omkring de mest forurenede områder – et større område på 35.000 m3 og et mindre område på 10.000 m3.

Læs også

WSP skal rådgive på en af Danmarks største jordforureninger

Når den største dæmning er klar, bliver det forurenede hav- og grundvand indenfor dæmningen pumpet væk og renset på et anlæg inde på stranden.

Derefter kan man gå i gang med at grave selve forureningen væk, og materialerne fra den store dæmning genbruges senere til at bygge den mindre dæmning. 

350 mio. kroner

Fra Folketingets bevilling til generationsforureningerne er der afsat 325 mio. kr. til oprensningen ved Himmark Strand.

Dertil kommer et bidrag på 25 mio. kr. fra Danfoss, så der i alt er afsat 350 mio. kr. til oprensningen. 

Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Bo Libergren (V), gør dog opmærksom på, at økonomien er et skøn.

Læs også

Inddæmning af PFAS-forurening kan koste op mod 75 mio. kr.

– Vi står over for et stort projekt med en masse faktorer, der kan påvirke den endelige pris. Vi risikerer eksempelvis, at vi finder mere forurening end forventet, eller at geologien gør det mere vanskeligt at grave forureningen op, siger Bo Libergren og fortsætter:

– Derfor er den forventede pris baseret på et overslag fra regionens rådgiver. Det endelige budget for hele oprensningsprojektet vil først ligge klar, når udbuddet er gennemført – og selv derefter kan der komme uforudsete udgifter til.

Hvis både Region Syddanmarks regionsråd og Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse godkender administrationens anbefaling, kan oprensningen sendes i udbud i slutningen af juni 2026.

Selve oprensningen vil ifølge regionens tidsplan kunne gå i gang i 2027 og afsluttes omkring årsskiftet 2029/2030.

Relateret indhold