Alle husejere kender fornøjelsen ved ejendomsværdiskat. Efter den seneste omlægning er taksten 0,51 % af ejendommens beskatningsgrundlag. Og der er nok en del, som gerne ønskede den hen, hvor peberet gror.
At ejendomsværdiskatten har en grådig tvilling, der er næsten 3 gange så stor, nemlig 1,4 %, opdager kun de færreste. Den høje takst opkræves af ejendomme med et beskatningsgrundlag over 9,2 mio. (det er det samme som en vurdering på 12,5 mio.). Forbløffende nok betyder det, at henved hver 10. ejerbolig rammer ind i den høje takst af ejendomsværdiskatten. Men sjovt nok ligger 9/10 af alle de boliger så i København, Frederiksberg og de nordlige forstæder.
Ejendomsværdiskattens begrundelse
Det var i sin tid ejendomsværdiskattens forløber, der kaldtes ”lejeværdi af egen bolig”, som udløste det store jordskredsvalg i 1973. Når inflationen hamrede opad, så skulle vurderingerne og taksten stige, men det ville naturligvis gøre rasende ondt på en masse nybagte husejere. Og populisten Erhard Jacobsen så sit snit til at udnytte det. Sjovt nok røg partiet, Centrum-Demokraterne, ud af folketinget, lige inden der i 2001 kom loft over ejendomsværdiskatten.
Formueskat vil skade danske virksomheders vækstmuligheder
Uanset ejendomsværdiskatten altid er upopulær, så er den også ret enestående blandt danske skatter ved at have en vældig god skatteteoretisk begrundelse. Den skal nemlig sikre, at der ikke bliver en enorm skatteforskel mellem at bo i ejerbolig og lejebolig. Og det virker nogenlunde, hvis taksterne for rentefradrag og ejendomsværdiskat afstemmes efter hinanden. Så det er formentlig en af de skatter, vi ikke slipper for foreløbig.
Begrundelsen for den høje takst
Helt anderledes forholder det sig med den grådige udgave af ejendomsværdiskatten. Der er nemlig ikke skyggen af begrundelse for et højere takst af dyre huse. Hvis der skulle være det, så skulle der nemlig også være stærkt forhøjet rentefradrag for store lån.
Den høje takst i ejendomsværdiskat er så rendyrket en misundelsesskat, som man overhovedet kan finde. På den måde er skatten en dummebøde af samme slags som Socialdemokratiets forslag om en formueskat. Og stort set samtlige de indvendinger, der kan rettes mod formueskatten, gælder også her. Og derfor kan man godt undre sig over, at den stort set aldrig udsættes for kritik.
DI: Formueskatten rammer virksomhedsejere, men freder udenlandske opkøbere
I de 13 år, der er gået, siden Rigsrevisionen kom med sin rapport om mangler ved opkrævningen af boligskatter, har vi stort set kun drøftet nogle ganske enkelte aspekter af dem. Det har i stedet handlet om at skaffe nok penge i kassen ved at plyndre villaejerne. En diskussion om principper, herunder fordelingen mellem boligtyper, har tilsyneladende været alt for kompliceret til blive til noget.
Myten om de brede skuldres manglende byrder
Venstrefløjens slagord om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, bygger på en skjult forudsætning om, at de bredskuldrede ikke vil være med til det. Men sådan er virkeligheden jo bare ikke. Der er intet i verden, som de bredskuldrede elsker højere end at udstille deres egen evne til at bære tunge byrder.
Når vi har så mange progressive elementer i skattesystemet, så kan det kun lade sig gøre, fordi de store skatteydere inderst inde er lidt stolte af deres egen betalingsevne. Og det er nøjagtig den mekanisme, som er i spil, når denne eller hin rigmand som led i debatten om formueskat træder frem i aviserne og erklærer, at han sandelig ikke har noget mod at lægge dette yderligere offer på samfundets alter.
De almene boligorganisationer og andelsboligforeningerne er Danmarks største skatteål?
På samme måde kan man konstatere, at det er ekstremt sjældent, at der gøres forsøg på at skabe en diskussion om det fornuftige i, at ejendomsværdiskatten skal stige med en faktor 3 over et knækpunkt.
Men hvis det var mig, som skulle betale den skat, så ville jeg bruge anledningen lige nu til at sige stop.
