Kombinerer limtræ og stålbjælker i Bosch’ nye domicil

Omkring 400 medarbejdere i Danmark vil flytte ind i de nye multifunktionelle faciliteter, der fra slutningen af 2026 bliver Bosch’ nye hovedkontor i Ballerup.
Visualisering af Bosch-domicilet.
Trækonstruktion på det nye 10.000 kvm store Bosch-domicil står nu færdig. Visualisering: DesignGroup Architects

Bosch holdt i sidste uge rejsegilde på koncernens nye hovedkontor i Ballerup og markerer dermed, at trækonstruktionen nu står færdig. Den kommende bygning bliver et konkret eksempel på Boschs filosofi „Invented for life“ – en tilgang, der forener teknologisk innovation med ansvar for mennesker og miljø.

Læs også

Første byggefelt sætter standarden for nyt byudviklingsområde

– Vi bygger ikke blot et nyt hovedkontor – vi bygger et sted, hvor mennesker kan arbejde, samarbejde og udvikle løsninger, der gør en forskel. Vores mål har fra begyndelsen været at skabe et kontormiljø, der afspejler Boschs værdier – både internt og udadtil – og som tager hensyn til de omgivelser, vi er en del af, siger Karin Luths, der er byggeriansvarlig projektleder i Bosch.

Limtræ og stålbjælker

Med et stærkt fokus på automatisering, elektrificering og digitalisering arbejder Bosch løbende på at udvikle intelligente og brugervenlige produkter. Det nye hovedkontor i Ballerup er en naturlig forlængelse af denne tilgang – en bygning designet til at være både teknologisk avanceret og fremtidssikret.

Hovedkontoret er samtidig blandt de første bygninger i Danmark, der opføres som en hybridkonstruktion med bærende søjler og bjælker i limtræ suppleret af stålbjælker.

– Træ vejer mindre end beton, men det er lige så nemt at montere. Det er faktisk lidt som at benytte byggeklodser, fortæller Lars Ulrik Hansen, senior projektchef hos NCC og byggeleder på projektet.

Læs også

Anlægsentreprenør i rekonstruktion: ”Vi har ikke kunnet betale for rejsen”

– Vores bjælker og søjler er coatede, så det er nemt at rengøre dem, og vi monterer så hurtigt, at vi ikke forventer at opleve udfordringer med fugt. Vi behøver heller ikke at pakke træet ind for at beskytte mod UV-stråling eller vand, uddyber han.

Bygningens facade består af trækassetter med en ydre beklædning af aluminium, og etageadskillelserne er udført med betonhuldæk – en løsning, der både skaber strukturel stabilitet og fleksibilitet i indretningen. Der indgår i alt 497 kubikmeter limtræ i konstruktionen og yderligere 172 kubikmeter i facaderne.

Åben for offentligheden

Bosch ønsker, at det nye hovedkontor skal række ud over virksomhedens egne behov og bidrage positivt til lokalområdet. Derfor vil caféen i stueetagen være åben for offentligheden, og udearealerne omkring bygningen vil blive udformet som en byeng, der understøtter biodiversitet og giver plads til naturligt plante- og dyreliv.

Byggeriansvarlig projektleder i Bosch, Karin Luths.

– Formålet med vores nye hovedkontor er ikke bare at skabe en kontorbygning i klassisk forstand. Vi vil forene teknologi, ansvar og funktionalitet i én bygning og skabe en arbejdsplads, der inspirerer og skaber værdi – både for vores medarbejdere og det omkringliggende lokalsamfund, siger Karin Luths.

400 kvm solceller

For at reducere energiforbruget anvendes grundvand til både opvarmning og køling af bygningen, hvilket skaber en energieffektiv drift. Samtidig vil solceller på taget, der dækker et areal på 400 kvm, levere en betydelig del af bygningens strømforbrug.

Materialevalget sikrer desuden et sundt indeklima, hvor der er lagt vægt på lavemissionsmaterialer og naturlig ventilation.

Læs også

A. Enggaard udpeget til nye lejeboliger på Kerteminde Havn

Med færdiggørelsen af trækonstruktionen er Bosch nu et skridt tættere på at realisere visionen om et moderne, intelligent og fremtidsorienteret hovedkontor. De kommende måneder vil arbejdet fokusere på den indvendige færdiggørelse, så bygningen kan stå klar til at blive taget i brug i slutningen af 2026.

Relateret indhold