Thylander vil opføre 500 lejeboliger baseret på Living Places-konceptet

De CO2-venlige principper bag Living Places skal fremover benyttes i 500 lejeboliger, som Thylander opfører. En ny partneraftale med bygherren Velux skal gerne accelerere den grønne omstilling.
Foto af et træhus med høj rejsning foran en ældre, lav mørkerød industribygning
Living Places-konceptet er udviklet af Velux Gruppen i samarbejde med Effekt arkitekter og Artelia ingeniører. Nu får ejendomsudvikleren Thylander adgang til analyser, beregninger og simuleringer – og kan opføre egne boliger. Arkivfoto: Adam Mørk

Bygge- og anlægsbranchen er tung rent – også CO2-mæssigt. Faktisk så tung, at branchen alene udgør ca. 30 % af Danmarks totale CO2-udledning. På den baggrund har Velux Gruppen og Thylander indgået en ny partneraftale, der skal accelerere den grønne omstilling af dansk byggeri.

Det skal ske ved, at ejendomsinvestoren fremover vil arbejde med principperne fra det eksperimenterende boligbyggeri Living Places, der er bygget med et væsentligt lavere CO2-aftryk end traditionelt boligbyggeri.

Læs også

Klimaet lider (også) i Holland: Living Places skal vise vejen

Målet med den nye aftale er at accelerere omstillingen af byggesektoren og udbrede lav-emissions boliger med et sundt indeklima til danskerne. COO Jarl Greve fra Thylander siger:

– Vi glæder os meget til at videreudvikle vores boligkoncept gennem læringerne fra Living Places-konceptet. Hos Thylander er innovation en helt afgørende del af værdiskabelsen for lejere og investorer – der er simpelthen brug for, at der skabes markante produktivitetsforbedringer i branchen, siger han.

Deler analyser, beregninger og simuleringer

Living Places er baseret på fem grundprincipper om, at boliger skal være sunde, simple, fleksible, skalerbare og styrke fællesskabet. Og det er disse fem principper, Thylander vil arbejde videre med.

To kvinder og to mænd står sammen. De to i midten holder begge om den samme plakette, hvor der står Living Places
Lotte Clemmen Christensen (tv.), Vice President for Buildings of the Future, og Tina Mayn, EVP for produkter og innovation, begge fra Velux Gruppen, besegler den nye aftale med managing partner og CEO, Bjarne Mikkelsen, og partner og CEO, Jarl Greve (th.), begge fra Thylander.

Som en del af aftalen deler Velux Gruppen analyser, beregninger og simuleringer fra Living Places samt detaljeret information om de fem principper bag Living Places konceptet med Thylander.

500 Living Places-lejeboliger på vej

I første omgang vil Thylander anvende Living Places-principperne til at analysere tidligere og eksisterende projekter for at forstå, hvad der kan forbedres. Herefter vil ejendomsinvestoren inkorporere viden fra Living Places i kommende projekter.

Læs også

Byggebranchen snupper flere af årets designpriser

Thylander er allerede i gang med projektet ’Gartnerhaven’ i Hvidovre på 106 nye lejeboliger samt ’Søagerhusene’ i Smørum på 105 nye lejeboliger.

Planen er at tilføje yderligere byggeprojekter over den kommende periode. Ambitionen er at bygge mere end 500 nye lejeboliger ud fra Living Places-konceptet over de kommende år.

Tina Mayn, EVP for produkter og innovation i Velux Gruppen, glæder sig over det kommende samarbejde:

Living Places, København.
Det eksperimenterende boligprojekt Living Places i København er lykkedes med at skære drastisk ned for byggeriets CO2-udledning. Arkivfoto: Adam Mørk

– Når en så stor aktør som Thylander forpligter sig til at bygge boliger med et lavere CO2-aftryk, sender det et vigtigt signal til resten af branchen om, at der allerede findes konkrete løsninger på de udfordringer, vi står overfor. Vi ser frem til at følge Thylanders arbejde med at implementere Living Places-principperne i deres nye lejeboliger, siger hun.

Læs også

Tre i træ: Se hvem der kan vinde Årets Bæredygtige Træbyggeri

Thylander lancerede i 2023 fonden, Build for Life. Fonden har til formål at bygge attraktive lejeboliger i Storkøbenhavn i høj kvalitet og gode materialer. Og med et 30 % lavere CO2-aftryk end påkrævet af bygningsreglementet.

Her kommer Living Places konceptet til at spille en afgørende rolle. Ambitionen er nemlig, at de nye boliger skal bygges bl.a. med inspiration fra de fem Living Places-principper.

Relateret indhold