De seneste ti år er der opført ca. 48.000 nye boliger i København. Men hvis befolkningsvæksten fortsætter, som den har gjort de senere år, vil der frem mod 2036 være behov for 40.000 nye boliger i hovedstaden.
Læs også: Nedgang i boligbyggeriet vil give øget boligmangel i 2030
København er dog udfordret af, at byggeaktiviteten led et større knæk i 2022, og at den afmatning ifølge nye tal fra Københavns Kommune fortsatte i hele 2023:
– Vi er nødt til at få bygget langt flere boliger, hvis vi skal sikre, at københavnske familier og vores børn skal kunne blive boende og trives i byen, lyder det fra overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.
Hun siger videre:
– Den udvikling, vi ser lige nu, må ikke bide sig fast. Derfor bliver vi nødt til at forholde os til, hvordan vi udvider byen på en klog måde, så vi får skabt plads og boliger til københavnerne. Det bliver opgaven, når vi senere på året skal vedtage en ny kommuneplan. København skal være en by, hvor man kan bo hele livet – ikke en lukket fest for dem med penge på lommen.
Ny kommuneplan
I 2023 blev der bygget 3.916 nye boliger mod 4.047 i 2022. Sammenlagt er det ca. 4.000 færre boliger end de foregående to år tilsammen, og det er især opførelsen af de almene boliger og andelsboliger, der halter efter.
Læs også: Byggefakta: 2023 bød på store regionale op- og nedture
Tallene viser også, at der bliver bygget mest i bydelene Amager Vest og Vesterbro/Kgs. Enghave, hvor de nye byudviklingsområder Ørestad og Carlsberg ligger.
Læs også: Nye aftaler skal sikre flere billige boliger i København
Knap halvdelen af de nyopførte boliger i 2023 er opført i de to bydele, mens der blev opført færrest boliger i Valby og Vanløse i 2023.