Byggeriet ser ud til for alvor at have fået vind i sejlene efter et par svære år med mange aflysninger og udskydelser af byggeprojekter: I 2023 blev 40 % af alle byggeprojekter udskudt eller aflyst pga. høje renter og generel usikkerhed. Situationen ser nu ud til at have stabiliseret sig.
Prognosen fra Byggefakta – Powered by Hubexo viser, at 72 % af den samlede planlagte projektsum forventes realiseret i 2024. Desuden viser tallene, at der er planlagt byggeri for svimlende 155 mia. kroner i 2025. Det er 18 mia. kroner mere end på samme tidspunkt sidste år:
– Vi ser ind i et rekordår i 2025, lyder det fra senioranalytiker Rasmus Schulian fra Byggefakta, som står bag Bygherrebarometeret sammen med Bygherreforeningen.
I byggeriet arbejder man godt en time ekstra – hver dag
Rasmus Schulian uddyber:
– Den helt store vækst kan tilskrives investeringer inden for energi og infrastruktur. Den grønne omstilling af vores energisektor er i fuld gang og har medført tocifrede vækstrater over de seneste mange år. Det er bl.a. solcelleparker, andre energianlæg og udbygning af fjernvarmenettet.
– Samtidig udvides motorvejene og jernbanen opgraderes. Samlet udgør energi og infrastruktur ca. en tredjedel af pipelinen for 2025. Der er dog udfordringer på energiområdet, som kan medføre flere udskudte projekter til næste år.
Bygherreforeningen og Byggefakta går sammen om at øge indsigten i byggeriet
Desuden fortæller senioranalytikeren, at boligbyggeriet er i fremgang. Boligbyggeriet vokser med 8 % ift. sidste år og ser ud til at nå en projektsum på 62 mia. kroner. Det sker efter et kraftigt dyk de seneste år, hvor stigende materialepriser og højere rente har spændt ben for både almene og private boligudviklere.
Vækst i Østdanmark
Senioranalytikeren fortæller videre, at væksten særligt er i Københavnsområdet og i byer på Sjælland i pendlerafstand til København som Solrød, Ringsted og Holbæk. I Aarhus og det øvrige Midtjylland er der længere mellem de store boligbyggerier i både 2024 og 2025.
Desuden nævner Rasmus Schulian Novo Nordisk som en særlig interessant spiller. Medicinalgiganten har over de sidste år været en af landets absolut største bygherrer med masser af gigantiske projekter. Og de afledte effekter af store investeringer i både kontorfaciliteter og produktionsanlæg i Kalundborg kan nok forklare interessen for at udvikle nye boliger i Holbæk.
Spirende optimisme
Jesper Malm, der er chef for politik og kommunikation i Bygherreforeningen, genkender den travle stemning blandt mange bygherrer inden for energi og infrastruktur:
– Der pumpes virkelig mange investeringer ud i den grønne omstilling. Det går stærkt, og en del projekter fremskyndes eller opjusteres ift., hvad man egentlig forventede det ville koste.
Nye tal: Produktiviteten i byggeriet bevæger sig i sneglefart
Han fortsætter:
– Der er også en spirende optimisme blandt en del af de private developere samt de almene bygherrer. Investeringslysten er generelt opadgående. Man tror lidt mere på det. Det kan vi også aflæse i målingen. 39 % blandt landets bygherrer forventer stigende aktivitetsvolumen, hvilket er flere end på samme tidspunkt sidste år. Og beskæftigelsen er stadig rekordhøj.
Renovering og transformation stiger
Jesper Malm ser dog også en ny trend som handler om transformation og renoveringer. Dette område ser ud til at stige væsentligt:
– Byggeri hos landets bygherrer handler ikke længere kun om nybyggeri. Der skyller lige nu en transformationsdagsorden hen over landet, fordi det sparer markant på CO2-udledningen, hvis man kan ombygge frem for at rive ned og bygge op. 61 % af landets bygherrer siger således, at de forventer at transformere og renovere mere. Tallet var blot 45 % for et år siden.
Klimasikring vokser
De sidste års mange oversvømmelser i Danmark og i resten af Europa er også begyndt at sætte sine spor i byggeriet:
– Som noget nyt figurerer klimasikring som en top tre prioritering i forhold til at skabe øget bæredygtighed for landets bygherrer. Desuden viser Byggefaktas tal, at årets største byggeprojekt i 2025 bliver etableringen af Hofors klimasikringsprojekt Svanemøllen Skybrudstunnel, som er en motorvej for regnvand på tværs af København, Gentofte, Gladsaxe og Frederiksberg Kommune. Den skal afhjælpe problemer med oversvømmelser i det nordlige hovedstadsområde. Vi ser formentlig ind i en udvikling, hvor de store investeringer domineres af bl.a. klimasikringsprojekter som det, siger Jesper Malm.