Aalborg-bydelen Hasseris får tiltrængte almene boliger – for første gang i tre årtier

90 kvm bolig til en fornuftig husleje. Himmerland Boligforening sætter nu gang i opførelsen af 50 almene boliger i Hasseris, hvor manglen på almene boliger er stor.
Visualisering af et kvarter med lave, blå blokke, træer og græs foran boligerne. Der kører en bil på vejen og går folk på fortovet
De 50 almene boliger bliver fordelt på tre bygninger i to-fire etager med otte opgange. Bruttoetagearealet udgør ca. 4.450 kvm. Visualisering: Link Arkitektur

Himmerland Boligforening sætter nu gang i opførelsen af 50 almene boliger på Anna Anchers Vej i Aalborg-kvarteret Hasseris, hvor der i den grad mangler betalbare lejeboliger. Og især almene boliger.  

Læs også

Siger ok til renovering af 330 boliger. Pris: Små 500 mio. kr.

Flertallet af de nye boliger bliver på omkring 90 kvadratmeter. De er dermed, hvad direktør Ole Nielsen kalder ’boliger til tiden’:

– Der er på det seneste bygget en del lejeboliger i Hasserisområdet, men flertallet af dem er ganske store. Med vores byggeri på Anna Anchers Vej tilføjer vi almene boliger i en størrelse, der er udpræget mangel på. Nemlig lejligheder velegnede til singler, deltidsforældre og seniorer.

Visualisering ned langs en boligblok i gullige tegl og med sorte altaner.
Ifølge direktør i Himmerland Boligforening, Ole Nielsen, er det mere end 30 år siden, der sidst blev bygget almene boliger i Hasseris. De nye, almene boliger på Anne Anchers Vej forventes at stå færdige primo 2026. Visualisering: Link Arkitektur

Boligerne er tegnet af Link Arkitektur og har et samlet budget på godt 100 mio. kr. De skal opføres af den lokale hovedentreprenør M. Thomsen Støtt. Aalborg.

Blandede boliger i blandede bydele

Bebyggelsen på Anna Anchers Vej er et godt eksempel på det, der i en årrække så at sige har været et mantra for boligforeningen: Blandede boliger i blandede bydele i en blandet by. Ole Nielsen uddyber:

Læs også

Jyllands første svanemærkede renovering står klar – Aalborg vil i front

– Argumentet er faktisk ret enkelt, for kun gennem det blandede kan vi skabe boligområder, bydele og byer, der er tilstrækkeligt attraktive til, at nogen for alvor vil bo og leve der. (…) Attraktive almene boliger handler ikke udelukkende om prisen, men også om at der findes et godt udbud af den type boliger, der typisk efterspørges.

Der er forventet indflytning i de nye almene boliger primo 2026.

Relateret indhold