Med “Boligplan 2030” vil regeringen skabe mindst 4.000 nye studie- og ungdomsboliger i København frem mod 2030, og regeringen peger selv på, at det blandt andet kan ske ved hurtigt at etablere et stort antal modulære studieboliger. Men hvis potentialet skal udnyttes, skal modulbyggeri ikke først på banen, når tidsplanen er skredet, og alle andre muligheder er prøvet.
Derfor bør planen også føre til en mere grundlæggende diskussion af, hvordan vi bygger i Danmark. Vi kan ikke både tale om boligmangel, grøn omstilling og behovet for hurtigere byggeri og samtidig fortsætte med processer, lokalplaner og udbud, der i praksis favoriserer beton, mursten og traditionelle byggemetoder.
Søsterselskaber deler millionoverskud med medarbejderne
Modulbyggeri er ikke nyt. Det er ikke uprøvet. Og det er ikke kun midlertidige pavilloner. Moderne modulbyggeri kan være permanent byggeri med lang levetid, høj kvalitet og arkitektonisk tilpasning til omgivelserne. Forskellen ligger især i processen.
En stor del af byggeriet foregår under kontrollerede forhold i produktionshaller, mens fundamenter, forsyning og byggeplads kan forberedes sideløbende. Det giver en kortere og mere forudsigelig byggeproces. Ikke fordi der springes over, hvor gærdet er lavest, men fordi byggeformen er optimeret og gennemprøvet.
Et konkret eksempel
Boligmanglen blandt unge og studerende i storbyerne har været kendt i årevis. Derfor bør modulbyggeri ikke behandles som en nødløsning, men som en reel metode til at levere boliger hurtigere og med lavere klimaaftryk.
Vi har selv set det i praksis. På DTU Campus i Lyngby opførte Concept Living 312 studieboliger som modulbyggeri med treetagers boligblokke, fælles faciliteter og funktionelle boliger. Det er et konkret eksempel på, at modulbyggeri også kan bruges til boligprojekter, hvor mennesker skal bo og have en hverdag, der fungerer.
Overimplementering af bygningsreglementet har gjort midlertidigt byggeri dyrt og CO2-tungt
Alligevel møder byggeformen stadig fordomme. Nogle forbinder modulbyggeri med lavere kvalitet, andre tror, at det er midlertidigt. Og mange beslutningstagere falder næsten automatisk tilbage på beton, mursten og tegltag, fordi det er sådan, man plejer at bygge.
Hvis staten, kommunerne og regionerne vil tage ansvar for byggeriets klimaaftryk, bør de i højere grad efterspørge lavemissionsbyggeri i træ og andre løsninger, hvor materialeforbrug, CO2-aftryk, fleksibilitet og genanvendelse tænkes ind fra start. Det betyder ikke, at alt skal bygges i moduler, eller at træ er den rigtige løsning i alle projekter. Men det betyder, at offentlige bygherrer bør holde op med at betragte beton og tegl som det naturlige udgangspunkt.
Tidligere ind i processen
Samtidig skal modulproducenterne tidligere ind i processen. Hvis lokalplanen allerede har låst byggeriet fast i bestemte materialer, facader eller tagformer, eller hvis udbuddet er skrevet til en traditionel byggeproces, får man ikke det fulde udbytte af modulbyggeri.
Derfor skal regeringens henvisning til modulære studieboliger følges op af konkrete tiltag. Udbud og lokalplaner skal give plads til andre byggemetoder end de traditionelle. Sagsbehandlingen skal afspejle, at industrialiseret byggeri kan leveres hurtigere, og offentlige bygherrer skal forpligtes til at vurdere lavemissionsbyggeri i træ, når der bygges nyt.
Når kriser bliver til forretning – og regningen ender hos byggeriet
Vi har ikke brug for flere pæne hensigtserklæringer om, at byggeriet skal være grønnere og hurtigere. Vi har brug for beslutninger, der ændrer den måde, vi faktisk bygger på. Regeringen har selv peget på modulbyggeri som en del af løsningen. Nu skal den vise, at den mener det.
Ikke når boligkøen er blevet længere. Ikke når tidsplanen allerede er skredet. Men fra dag ét.
