I forbindelse med etableringen af det storstilede Femern Bælt-projekt har uddannelsen af 15 lærlingeårsværk været et krav fra bygherrens side til Fehmarn Belt Contractors.
Læs også: Danmarks første lærlingekollegie skal mindske frafald på
Entreprenørkonsortiet meddeler nu, at man har uddannet 14 lærlinge, hvilket svarer til 17,6 lærlingeårsværk siden projektets begyndelse i 2020.
Et lærlingeårsværk svarer til 1924 timer.
Dermed overgår virksomheden, der er et joint venture mellem de to hollandske dredging og marineentreprenørselskaber Boskalis og Van Oord, de kontraktlige krav opstillet af bygherren Femern.
– Vi er meget glade for at have mere end opfyldt vores forpligtelse til at uddanne 15 lærlingeårsværk. Det ligger helt i tråd med det sociale ansvar som Boskalis og Van Oord i forvejen tager på projekter rundt om i verden, siger Helle Aagaard, HR-koordinator og elevansvarlig hos Fehmarn Belt Contractors.
Minimum 500 lærlingeårsværk
Bygherren bag Femern Bælt-forbindelsen har krævet, at alle involverede entreprenørkonsortier tilsammen skal uddanne minimum 500 lærlingeårsværk i hele byggeperioden.
Pr. 1. oktober var der gennemført 150 lærlingeårsværk på projektet, og bidraget fra Fehmarn Belt Contractors er med til at føre bygherren tættere på målsætningen:
– Byggebranchen har et stort ansvar for at bidrage til at uddanne fremtidens kvalificerede arbejdskraft, og det ansvar tager vi som bygherre seriøst. Derfor er det en stor glæde, at FBC har mere end opfyldt deres forpligtelse til at uddanne 15 lærlingeårsværk i byggeperioden, siger Emilie Juel-Helwig, direktør for bæredygtighed på Femern Bælt-projektet.
Læs også: Bliv TunnelTalent: Femern åbner byggepladsen for skoleelever
Entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors skal uddanne 470 lærlingeårsværk, mens de cirka 30 resterende fordeler sig hos Fehmarn Belt Contractors, og Femern Systems Contractors.
Femern Bælt-forbindelsen forventes at åbne i 2029.