Thranekær køber københavnsk rådgivervirksomhed

35 nye medarbejdere og to nye partnere styrker kompetencer inden for renovering, vedligeholdelse og forbedring af ejendomme, ifølge Thranekær.
Jacob Lemche og Martin Daniel Nielsen træder med opkøbet ind i partnerkredsen i Thranekær, der nu består af 35 partnere.

Den københavnske rådgivende ingeniørvirksomhed Peter Jahn & Partnere bliver en del af Thranekær.

Thranekær består dermed af tæt på 370 medarbejdere fordelt på 16 kontorer over hele landet. 35 af disse medarbejdere kommer fra Peter Jahn & Partnere.

Købet styrker kompetencer inden for renovering, vedligeholdelse og forbedring af ejendomme, og samtidig med at Thranekær får en erfaren specialist i rådgivning om den eksisterende bygningsmasse for ejendomsejere, understreger de.

– Det styrker vores samlede faglighed og giver endnu bedre muligheder for videndeling og samarbejde på tværs af organisationen, siger Thomas Bolding, administrerende direktør i Thranekær.

Læs også

Fire opkøb på under et år: ”Vi bygger en landsdækkende rådgivervirksomhed”

– Peter Jahn & Partnere er kendt for en ordentlig og struktureret tilgang til projekterne og et stærkt fokus på både bygningerne og de mennesker, der bruger dem.

Opkøbet er del af strategien om at samle stærke, partnerdrevne rådgivervirksomheder i en landsdækkende organisation.

Stærkt samarbejde

Peter Jahn & Partnere rådgiver blandt andet andelsboligforeninger, ejerforeninger, almene boligselskaber, private udlejere og offentlige myndigheder og er kendt for at kombinere høj byggeteknisk faglighed, oplyses det.

Det arbejde skal fortsætte som vanlig.

Læs også

Rådgiver vokser videre: Sætter sig tungere på ny landsdel

Forskellen er nu, at Jacob Lemche og Martin Daniel Nielsen træder ind i partnerkredsen i Thranekær, som udvides til 35 partnere, og et stærkt samarbejde på tværs af selskabet skal styrke virksomheden.

– For os handler det om at finde en partner, som kan styrke vores videre udvikling uden at ændre på de værdier og den faglighed, som vores kunder kender os for. Det har vi fundet i Thranekær, hvor vi får adgang til et stærkt fagligt netværk og nye samarbejdsmuligheder på tværs af landet, samtidig med at vi bevarer den tætte relation til kunderne og den måde, vi arbejder på i dag, siger Jacob Lemche, partner i Peter Jahn & Partnere.

Relateret indhold