Omdannelse af industrielle bygninger er fremtiden

BLOG: Renoveringsprojektet 'Fra stald til bolig' er et eksempel på hvordan almindelige, tomme produktionsbygninger kan omdannes til energirigtige og økonomiske boliger af høj arkitektonisk standard.
Esben Dannemand Frost er partner i BO FROST architects og seniorkonsulent i Dansk Bygningsarv.
Esben Dannemand Frost er partner i BO FROST architects og seniorkonsulent i Dansk Bygningsarv.

Om bloggen ‘Renovering på dagsordenen’

  • Dagens Byggeri har indledt et samarbejde med de 12 partnere bag “Renovering På Dagsordenen”. Jævnligt vil vi derfor bringe blogindlæg fra www.renoveringpaadagsordenen.dk og på den måde sætte fokus på den nødvendige diskussion om renovering af vores bygningsmasse.
  • De 12 partnere er:
  • – GI Grundejernes Investeringsfond
  • – Bygherreforeningen
  • – Realdania
  • – Dansk Byggeri
  • – NCC
  • – MT Højgaard
  • – Danske Ark
  • – COWI
  • – Konstruktørforeningen
  • – FRI Foreningen af Rådgivende Ingeniører
  • – Ingeniørforeningen IDA
  • – Akademisk Arkitektforening

Det er nødvendigt at vi tager fat i den samfundsmæssige udfordring, at op mod 70.000 industrielle bygninger står ubrugte og forfalder, og at vi viser, hvordan de kan genbruges.

Omkring 60 millioner kvadratmeter landbrugsbygninger står tomme, og på landsplan står 10 procent af alle fabriks- og lagerbygninger tomme. Det er dermed både bygninger på landet, der i mange tilfælde ligger naturskønt, og i byer, hvor der ofte er et stigende behov for boliger, der står tomme. Jeg mener, det skaber stor værdi at omdanne disse industrielle bygninger til nye formål.

Fra stald til bolig

Vores projekt ‘Fra stald til bolig’ er et eksempel på hvordan dette kan gøres: Stalden er bygget til husdyr i 1970 og blev i 2014 transformeret til bolig. Bygningen har ydermure af gasbeton og en bærende trækonstruktion, der begge er bevaret og sammen med de originale trælofter giver atmosfære til vores 170 kvadratmeter store familiebolig 10 km syd for Århus, der har fået energimærket A2020.

Eksempelværdien i dette projekt består hovedsageligt i at genbruge en almindelig industriel bygning, én ud af mange i landet. Derudover har vi taget hensyn til miljø og bæredygtighed på mange områder i omdannelsen. Bl.a. ved at genanvende regnvand til vask og toilet, ved at solceller dækker det årlige elforbrug og ved at anvende genbrugsmaterialer i indretningen, bl.a. gulve, køkkenelementer og håndvaske.

At projektet var blandt de seks finalister til RENOVER-prisen i 2015 gav meget opmærksomhed omkring valgene i omdannelsen og vores tilgang. At projektet også er udvalgt til arkitekturbiennalen i Venedig i 2016 viser, at tilgangen er del af en ny dagsorden i dansk arkitektur og har appel for internationale besøgende. Kuratorerne for den danske pavillon har bl.a. lagt vægt på det ressourcebevidste og enkle i omdannelsen:

– Danmark er et af de mest velstående lande. Derfor er det let at bygge lækre dyre ting. Men vi har med denne dagsorden forsøgt at pege på arkitektur, der behandler bygninger ressourcebevidst ? bygninger der er enkle, men samtidigt raffinerede – og det er den dagsorden BO FROST architects’ projekt passer rigtig godt ind i, siger kurator Boris Brorman Jensen til www.renover.dk.

Masser af værdi

Miljømæssigt har vi genbrugt så meget som muligt at den eksisterende konstruktion, så der blev sparet på nye byggematerialer. Bygningen er nu højisoleret med ny gulvopbygning, gasbeton i lav densitet på de eksisterende ydervægge og papiruld på loftet.

Økonomisk er omdannelsesprojektet udført for knap 10.000 kr. pr. kvadratmeter inkl. moms i håndværkerudgifter, hvilket er væsentligt under et gennemsnitligt nybygget typehus. Jeg er uden tvivl omkring, at det kan være en god forretning at omdanne denne type bygninger, og vi fokuserer på at give projektet indhold og form med udgangspunkt i det eksisterende.

Jeg mener, at bæredygtighed ikke kun handler om, at det er klimavenligt at genbruge bygninger, men også om at det skaber værdi i lokalområdet, for brugerne og for ejeren økonomisk. Vi genbruger en del af den eksisterende bygningsmasse, der er uden funktion og ikke tillægges værdi. Vi skaber der i gennem ny værdi og bæredygtige løsninger, der viser vejen frem mod et samfund, der tager ansvar for både miljø og kulturarv. Vi skal omdanne de almindelige industrielle bygninger, så vi kan skabe merværdi for både ejer, miljø – og samfund!

5 gode grunde

Placering: De industrielle bygninger ligger steder, hvor man aldrig får lov at bygge igen på samme måde – i naturen, ved stationen, på havnen eller i byen.

Plads: Industrielle bygninger har store åbne rum, der giver meget brugbar plads til boligen, virksomheden eller meget andet.

Rum: Rummene er enkle og har ofte højt til loftet og der er derfor mulighed for at skabe et godt dagslys og indeklima.

Miljø: Det sparer miljøet meget CO2 fra produktionen af nye materialer ved at genbruge den eksisterende konstruktion og struktur.

Økonomi: Det er ofte billigere at omdanne en eksisterende industriel bygning pr. kvadratmeter end at bygge nyt.

Se flere blogindlæg her.

Relateret indhold