Genbrug koster kassen

Genbrug af mursten er 44 procent dyrere end brug af nye sten, viser renoveringsprojekt i København.
Den københavnske bydel Tingbjerg skal igennem en større renovering. Foto: Wikipedia.
Den københavnske bydel Tingbjerg skal igennem en større renovering. Foto: Wikipedia.

Ved at genbruge mursten kan man efterisolere smukke, gamle murstensbygninger uden at fjerne den patina, der er med til at gøre dem smukke.

Det viser et renoveringsprojekt i den københavnske bydel Tingbjerg, hvor rådgivningsvirksomheden Danakon sammen med Erik Møller Arkitekter A/S og genbrugsvirksomheden Gamle Mursten A/S har efterisoleret en gavl på en af boligselskabet FSB’s blokke i bydelen.

Danakon havde regnet med, at ekstraomkostningen i forhold til at bruge nye sten ville være omkring 25 procent. Men det blev noget dyrere, lyder det fra Danakons direktør Peter Halkjær til ing.dk:

– De 25 procent var baseret på et estimat fra entreprenøren, men det har vist sig at koste 44 procent mere i dette tilfælde, indrømmer direktøren, men giver samtidigt udtryk for sin glæde over arbejdet.

– Det er blevet et superflot resultat. Vi mangler stadig at omfuge de øvrige facader, men når det er gjort, så bliver det en meget fin helhed derude, fastslår Peter Hajkjær.

Matcher arkitekturen

Den nye metode til efterisolering af bevaringsværdigt byggeri matcher den oprindelige arkitektur bedre end den traditionelle løsning med en ny skalmur med nye sten og lodret dilatationsfuge, og boligselskabet FSB tror da også på, at prisen kan blive lavere.

Derfor har boligselskabet ifølge ing.dk allerede sendt en opgave med at efterisolere 12 gavle med metoden i udbud.

Relateret indhold