Tiltrængt kortlægning og vurdering af energispareordning

Administrerende direktør Henrik Garver, FRI. Foto: Søren Svendsen/FRI.
Administrerende direktør Henrik Garver, FRI. Foto: Søren Svendsen/FRI.

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI har i længere tid fremhævet, at den såkaldte energispareordning er dyr, ineffektiv, konkurrenceforvridende og ugennemsigtig, selvom den også har bidraget til at reducere energiforbruget i Danmark.

Derfor er FRI glad for, at Statsrevisorerne har besluttet at Rigsrevisionen skal granske ordningen.

Formålet med EnergiSpareOrdningen er at skabe incitamenter til energibesparelser. Og det er uomtvisteligt, at ordningen har bidraget til dette siden den blev indført.

EnergiSpareOrdningen beløber sig i dag til omkring 1,6 milliarder kroner om året. Pengene betales via forbrugernes energiregning. Det er et rigtig stort beløb, og selve kontrollen med ordningen, herunder kravene til dokumentation, er meget lempelige, i forhold til ordningens størrelse. Derfor er det en rigtig god ide, at Statsrevisorerne laver en grundig granskning af ordningen for at se, om forbrugernes penge kan bruges bedre og mere gennemsigtigt, så samfundet får flest mulige energibesparelser for pengene.

Ikke godt nok

Deloitte har udarbejdet en rapport om EnergiSpareOrdningen, som viser, at 78 procent af de private energiprojekter, der gennemføres med tilskud fra EnergiSpareOrdningen, ville være gennemført uanset tilskuddet. Blandt virksomhederne ser det bedre ud, men det er stadig ikke godt nok.

Hen over sommeren er flere medier tillige fremkommet med eksempler på, at der bliver snydt med EnergiSpareOrdningen. Det kan vi som samfund ikke være tjent med. Vi skal tilbage til grundreglen om, at når samfundet udbetaler tilskud til borgere og virksomheder, er det fordi, der ønskes en korrigeret eller ændret adfærd. En ændring som ikke ville være sket uden et ekstra incitament.

FRI opfordrer til, at undersøgelsen bliver brugt til at fokusere på forbedringer af ordningen og dens forvaltning, herunder øget kvalitet i opgørelsen af energibesparelser. Reelt en fuldstændig nytænkning af ordningen.

Relateret indhold