Genbrug og nyproduceret skal sidestilles

Konsulent Bjarke Fjeldsted, DI Byg.
Konsulent Bjarke Fjeldsted, DI Byg.

Miljøstyrelsen fokuserer på øget genbrug og genanvendelse af byggevarer. Det sker parallelt med, at Energistyrelsen udvikler kravene via Bygningsreglementet om stadig mere energieffektive bygninger og samtidig med, at producenter og leverandører arbejder på at opfylde Byggevareforordningens bestemmelser om CE-mærkning af byggevarer.

Det er tiltag som DI Byg støtter, såfremt der opretholdes et europæisk marked for byggevarer. Alene det seneste år har eksporten af byggevarer udgjort knap 60 mia. kr.

Ikke muligt

I 2013 trådte Byggevareforordningen med krav om CE-mærkning i kraft med det formål at styrke samhandlen med byggevarer. I det danske Bygningsreglement stilles der krav om, at alle byggevarer skal opfylde krav til styrke, densitet, holdbarhed, energiperformance m.m., dokumenteret enten i form af CE-mærkning eller på anden vis.

Udfordringen med genanvendelse og genbrug af byggevarer er imidlertid, at det ikke er muligt at fremskaffe tilstrækkelig dokumentation. Da mange byggematerialer har lang levetid, er det ikke muligt at skaffe fabrikskontrol elelr give en tilstrækkelig dokumentation for produktets kvalitet, idet nogle af egenskaberne kan have ændret sig under brug eller over tid.

Bør sidestilles

Sagen kompliceres yderligere af, at byggevarer, der genbruges uden at gennemgå en fabrikerings- eller fremstillingsproces, ifølge Energistyrelsen ikke er omfattet af Byggevareforordningens krav om CE-mærkning. Det efterlader imidlertid et spørgsmål om, hvornår der er tale om en fabrikations eller fremstillingsproces.

Hvorvidt genbrugte byggevarer kan anvendes lovligt i henhold til det danske Bygningsreglement afhænger af, om den nødvendige dokumentation kan fremskaffes.

For DI Byg er det afgørende, at genbrugte og nyproducerede varer sidestilles på markedet af to årsager, dels skal byggevarer kunne afsættes frit på det europæiske marked, og dels skal et byggeri, hvori der indgår genbrugte byggevarer, leve op til de samme krav, som et byggeri med nyproducerede byggevarer.

Derfor har DI Byg henvendt sig til både Energistyrelsen, Miljøstyrelsen og EU-Kommissionen med et krav om, at genbrugte og nye byggevarer sidestilles, og det gøres lettest ved at lade Byggevareforordningens krav om CE-mærkning være generelt gældende.

Relateret indhold