Otte unge fra byggeriet skal kæmpe til VM i Shanghai

De danske byggefag fylder godt på Skillslandsholdet, der nu rejser til Shanghai for at måle sig med verdens bedste unge faglærte.
Skillslandsholdet 2026 stiller op ved verdensmesterskaberne i Shanghai. Foto: Lasse Skov.

I dag letter flyet med det danske Skillslandshold ombord.

Fire dage senere åbner WorldSkills Shanghai 2026, og så står 15 unge danskere klar i rødt og hvidt.

Otte af dem skal dyste i bygge- og anlægsfag.

Syv af de 15 på Skillslandsholdet har erfaring med fra EuroSkills 2025, der blev afholdt i Herning.

Læs også

Danmarks deltagere til WorldSkills er udtaget

Resten skal for første gang prøve kræfter med et internationalt konkurrencegulv, hvor der bliver arbejdet på tid, under opsyn af internationale dommere og med publikum helt tæt på.

– Det er 15 af de største talenter i Danmark, der har trænet i månedsvis – og for nogle årevis – ved siden af deres uddannelse og arbejde, som nu rejser til den anden side af kloden for at vise, hvad dansk faglighed kan, siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel, og fortsætter:

– Det er jeg stolt af. Og det handler om mere end medaljer. De dygtige unge fagatleter er fantastiske rollemodeller og ambassadører for fagene.

Niveauet er et andet

Danmark har gennem årene hentet flere medaljer ved både Euro- og WorldSkills, senest ved EuroSkills i Herning i 2025, hvor det danske hold hentede 27 medaljer i 33 fag.

Læs også

Stor dansk succes ved EuroSkills Herning 2025

Men niveauet ved et VM er et andet, lyder det fra næstformand for SkillsDenmark, Michael Boas Pedersen.

– Konkurrencen er benhård ved WorldSkills. Der skal helt særlige evner til for at være blandt verdens bedste, og de unge møder modstandere, der har trænet lige så hårdt som dem selv, siger Michael Boas Pedersen og fortsætter:

– Vi sender et hold af sted, der er godt forberedt, og bag hver enkelt deltager står en virksomhed og en skole, der har bakket op hele vejen – så vi er optimistiske.

Sidste gang, der blev afholdt WorldSkills, var i 2024 i Lyon, Frankrig. Her opnåede Danmark en guldmedalje i faget Flisemurer og en bronzemedalje i Entreprenørmaskinmekaniker.

Til WorldSkills i Shanghai deltager godt 1.400 konkurrenter fra over 70 lande.

Fakta: Danmarks deltagere ved WorldSkills – bygge- og anlægsfag

NavnFagVirksomhedErhvervsskole
Tjalfe Kaster MortensenFlisearbejde RV MurerentrepriseNEG Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser
Frej Løntoft EgholmMurerMurermester Martin SøbyAarhus Tech
Lukas Danmark Sørensen SnedkeriRoskilde Tekniske SkoleRoskilde Tekniske Skole
Lars CorneliussenTømrer Kihl’s byggefirmaUCE
Silas Skovgaard NørrBetonarbejdeArkilAarhus Tech
Tue Nikolai Buhl LarsenBetonarbejdeChr. JohannsenEUC syd
Andreas Skeldal WintherIndustri 4.0BravidaRoskilde Tekniske Skole
Malthe Naundrup Nielsen Industri 4.0BravidaU/NORD
Kilde: SkillsDenmark.
Læs også

“Håndværk i absolut verdensklasse”: Her er vinderne af DM i Skills

WorldSkills 2026 afvikles i National Exhibition and Convention Center i Shanghai fra den 22. til den 27. september. Selve konkurrencedagene er den 23.-26. september.

Relateret indhold