Et stort byudviklingsprojekt på en tidligere industrigrund nær rådhuset i den britiske by Sunderland får dansk aftryk. Her skal opføres 50 Living Places-boliger – et prototypebyggeri i Danmark, som tagvinduesproducenten Velux har lanceret for at demonstrere, hvordan man kan bygge med lavt CO2-aftryk og samtidig sikre et sundt indeklima.
Demonstrationsprojektet Living Places Copenhagen, der blev taget i brug i april 2023, er skabt i et samarbejde mellem Velux, arkitekterne fra Effekt, Artelia og Enemærke & Petersen. Det har siden opførelsen modtaget flere priser. I 2023 løb projektet med EY’s Sustainability Award i innovationskategorien, Bo Bedres Innovative Design Award samt de to priser ‘Sustainable Future Award’ og ‘Merit Award for Architecture’ fra American Institute of Architects.
I 2024 vandt boligerne bl.a. Architizer A+Awards 2024 i kategorierne Sustainable Private House-prisen og Architecture+Innovation, ’Active House Radar Master Award’ og Mipim-prisen for ’Best Residential Project’.

Mipim Awards: Dansk arkitektur fejede konkurrenterne af banen
Vice President for Storbritannien og Irland i Velux, Alex O’dell, siger:

– Vores Living Places-prototype har vist, at boliger kan bygges med markant lavere CO2-aftryk – og at det kan skaleres omkostningseffektivt. Samtidig giver god ventilation og masser af dagslys et optimalt indeklima, der styrker beboernes sundhed og trivsel.
1.000 nye boliger
De 50 ’danske’ boliger i Sunderland vil bestå af et mix af rækkehuse, lejligheder og maisonetter, og får plads til omkring 120 beboere.
Dette samarbejde handler om mere end at bygge huse – det handler om at gentænke måden, vi lever på.
Udviklingsdirektør Insi Khushnood, igloo Regeneration
Byggeriet er en del af Riverside Sunderland, der tegner til at blive et af Storbritanniens mest spændende byomdannelsesprojekter. Her vil Sunderland Byråd lede udviklingen af 1.000 nye boliger, knap 93.000 kvm erhvervsareal, Culture House, Housing Innovation and Construction Skills Academy, et nyt specialhospital, en 13 hektar stor park langs floden samt en ny gangbro over floden Wear. Denne vil forbinde centrum med Sheepfolds Stables og Stadium of Light på den nordlige bred.
De 50 af boligerne opføres i et partnerskab mellem Velux Gruppen og det britiske udviklingsselskab igloo Regeneration. Det britiske selskabs udviklingsdirektør, Insi Khushnood, ser frem til at teste Living Places-konceptet og få bæredygtige boliger med et sundt indeklima til Sunderland:

– Dette samarbejde handler om mere end at bygge huse – det handler om at gentænke måden, vi lever på. Vi vil skabe rammer, der understøtter trivsel, forbinder mennesker med naturen og hæver barren for kvalitet i nybyggeri. Sammen viser vi, hvad der er muligt for fremtidens boliger.
Giver bedre levevilkår
igloo Regeneration har tidligere hjulpet byrådet med at udarbejde og implementere masterplanen for Riverside Sunderland og har bidraget til Expo Sunderland – et eventprogram, hvor borgere og erhvervsliv kan engagere sig i byens transformation.
Borgmester i Sunderland, Michael Mordey, hylder det dansk/britiske partnerskab.

– Jeg er begejstret for, at dette dynamiske partnerskab vil skabe flere boliger i høj kvalitet, som understøtter sundhed og trivsel og giver bedre levevilkår for vores borgere midt i en by i forandring. Vores Vaux Housing-projekt, som allerede er i gang og synligt i bybilledet, er banebrydende i sin tilgang til bæredygtighed og demonstrerer det nye bolig- og livsstilstilbud, som bliver tilgængeligt for både nuværende og kommende generationer.

Klimaet lider (også) i Holland: Living Places skal vise vejen
Udviklingen af Riverside Sunderland blev påbegyndt i 2020 og forventes fuldstændigt færdigt i 2040. De fleste elementer vil dog stå klar i 2030. Living Places-boligerne forventes påbegyndt i 2026 og afsluttet i 2027.