Sweco sætter ny halvårlig indtjeningsrekord

Sweco Danmark gik ind i 2024 med en 47 % højere ordrebeholdning end årsskiftet inden. Det kan ses på regnskabet for første halvår 2024, hvor omsætningen når op på 1,2 mia. kr.
En afslappet Dariush Rezai i grå jakke, sort skjorte uden slips sidder i en stol i samtale med en bag kameraet. Han smiler og har begge hænder let hævet.
Dariush Rezai har været CEO i Sweco Danmark de sidste syv år. Her har han præsenteret det ene rekordregnskab efter det andet. Skal 2024 bliver året, hvor Swecos omsætning runder de to milliarder?

For CEO Dariush Rezai er det nærmest blevet en god vane at kunne præsentere det ene rekordregnskab efter det andet for Sweco Danmark, hvor han har siddet i chefstolen i mere end syv år. Bl.a. slog årsregnskaberne for både 2019, 2021 og 2022 nye rekorder.

I 2023 steg omsætningen med yderligere 18 % og nåede op på 1,8 mia. kr. 2023 var også året, hvor virksomheden foretog sit hidtil største opkøb, da OJ Rådgivende Ingeniører med 325 medarbejdere tæt på fordoblede byggeriforretningen.

Nu har Sweco Danmark så offentliggjort resultaterne for andet kvartal af 2024, som viser fortsat vækst og udvikling på trods af et marked præget af usikkerheder.

Har skabt et solidt fundament

Via organisk vækst og strategiske opkøb er omsætningen steget med 37 % sammenlignet med andet kvartal 2023. Indtjeningen (EBITA-margin) lander på 13,1 %.

Læs også

NRE Group med millionoverskud: Særdeles godt rustet til kommende år

Omsætningen i første halvår er steget med 30 % sammenlignet med 2023 og lander på 1,2 mia. kr. Indtjeningen (EBITA-margin) lander på 13,4 %, hvilket er 1,1 procentpoint bedre end 2023.

– Vores resultater for andet kvartal og halvåret bekræfter, at vi gennem en årrække har skabt et solidt fundament for vækst og kompetenceopbygning. Vores evne til at forstå og imødekomme vores kunders behov sammen med vores markedsledende tværfaglige rådgivning og lokale forankring er drivkraften i vores udvikling, siger Dariush Rezai, CEO for Sweco Danmark.

Mere end 2.000 medarbejdere

I maj 2024 rundede Sweco Danmark desuden en milepæl, da medarbejder nr. 2.000, Waleed Saeed, blev ansat.

Waleed Saeed (tv.) blev i maj ansat som medarbejder nr. 2.000 i Sweco Danmark. Dariush Rezai gav blomster.

– Jeg glæder mig over, at vi har rundet en betydningsfuld milepæl og nu er mere end 2.000 kolleger i Danmark. Vi øger hele tiden vores samlede kompetenceniveau, så vi sammen med vores kunder i alle henseender er blandt de mest bidragende rådgivere i den grønne omstilling. Vores positive udvikling betyder, at vi fortsætter med at rekruttere til alle vores forretningsområder, tilføjer Dariush Rezai.

Budgetramme på 160-240 mio. kr.

Et af andet kvartals højdepunkter var indgåelsen af en rammeaftale med Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Læs også

Sweco skal holde styr på forsvarets byggeprojekter

Som strategisk bygherrerådgiver skal Sweco bidrage til at sikre en rød tråd i de kommende strategiske indsatser på tværs af Forsvarets forskellige bygningstyper.

Bygningerne spænder fra topmoderne bygninger som redningsstationen i Skagen til dansk kulturarv som Kastellet. De er fordelt på over 500 lokationer i Danmark, på Færøerne og i Grønland.

Projektydelserne omfatter bygherrerådgivning samt ydelser inden for bæredygtighed, arbejdsmiljøkoordinering og ejendomsporteføljerådgivning. Samarbejdet løber i fire år fra maj 2024. Den forventede budgetramme er på 160 mio. kr. med en maksramme på 240 mio. kr.

Relateret indhold