Hvis en chauffør kører i en dieselpersonbil eller lastbil uden lovpligtigt partikelfilter i en miljøzone, bliver overtrædelsen registreret automatisk på kamera.
Det kan udløse bøder på 1.500 kr. for person- og varebiler og op til 12.500 kr. for lastbiler og busser.
Hvis en entreprenør ikke har et partikelfilter på en entreprenørmaskine på en byggeplads, kan der også falde dyre bøder.
Problemet er bare, at de bøder ikke gives.
Der er nemlig ikke i nærheden af samme overvågning, mener en brancheorganisation, der for flere måneder siden var ude med netop det budskab.
Brancheorganisation i opråb: Udbredt snyd på byggepladser
– Vores mistanke var, at der ikke blev ført kontrol, siger Stine Egsgaard, formand i Materielsektionen.
Den mistanke fik de efter have udført 35.000 generelle tjek af entreprenør- og landbrugsmaskiner sammen med værkstederne rundt omkring i landet.
Her fik de flere meldinger om, at det lovpligtige partikelfilter var afmonteret.
Deres vurdering er derfor, at der er udbredt snyd med partikelfiltre på entreprenørmaskiner, men at det ikke får konsekvenser.
Miljøstyrelsen har ført ét tilsyn
Vi har spurgt Miljøstyrelsen, der fører tilsyn på området, om de kan genkende, at der skulle være snyd med partikelfiltre.
De bekræfter, at der er et problem.
– Miljøstyrelsen er opmærksom på, at der foregår omgåelse af emissionskravene, herunder manipulation af partikelfiltre på entreprenørmaskiner, og følger problemstillingen tæt, skriver Niels Grønfeldt Martiny, kontorchef i Miljøstyrelsen på mail og fortsætter:
DI og 3F foreslår asbest-fradrag til boligejere: Koster 180 millioner årligt
– Vi er samtidig opmærksomme på, at problemstillingen har et vist omfang i branchen.
Trods det kendskab, oplyser de kun at have ført ét tilsyn med entreprenørmaskiner hele sidste år.
Hvorfor styrelsen ikke har ført flere tilsyn sidste år, vil de ikke kommentere på.
I stedet skriver de, at de kun fører tilsyn ”på baggrund af en konkret vurdering af de oplysninger, der foreligger i de enkelte tilfælde”, og at de arbejder på at øge tilsynsindsatsen.
Materielsektion: Bekræfter mistanken
Det er trist at høre udtalelserne fra Miljøstyrelsen for Stine Egsgaard.
Det bekræfter hende og Materielsektionen i deres mistanke om, at der i det store hele ikke føres kontrol.
– Jeg finder det på ingen måde tilstrækkeligt, siger hun.
Formanden undrer sig især over, styrelsen skriver, at de kender til omfanget af problematikken.
Samarbejde på tværs af Østersøen vil byggeaffald til livs
Hvordan kan de kende det ud fra kun et tilsyn på et helt år, spørger hun.
– Hvis der kun er ført et tilsyn, er det åbenlyst vanskeligt at dække omfanget, siger hun.
Giver ingen mening
Stine Egsgaard mener, at den manglende kontrol underminerer vigtig lovgivning.
– Det giver ikke meget mening at have skrappe emissionskrav på papiret, hvis kontrollen i praksis er meget begrænset, siger hun.
Det er ikke for sjov, at der er regler for brug af partikelfilter, fortæller Sine Egsgaard.
Partiklerne har en sundhedsskadelig effekt på vores sundhed, hvorfor det helt åbenlyst er en fordel at begrænse udledningerne af dem.
– Det er jo et problem, Miljøstyrelsen burde tage seriøst.
