Om sikkerheden på DNU
- I 2013 og 2014 ligger DNU-byggepladsen med en samlet ulykkesfrekvens på 11,3 ulykker pr. en mio. arbejdstimer. I den seneste ulykkesstatistik fra DNU for første kvartal 2015 er tallet faldet til en ulykkesfrekvens på 9,3. Den samlede bygge- og anlægsbranche i Danmark ligger ifølge de seneste tal fra Dansk Arbejdsgiver-forening på 22,1 ulykker pr. en mio. arbejdstimer. Ulykkesfrekvensen defineres som antal ulykker med fravær udover tilskadekomstdagen pr. en million arbejdstimer.
- Fraværet i forbindelse med arbejdsulykker er på byggeriet af DNU desuden langt under halvdelen af branchens tal. Det kan tyde på, at ulykkerne på DNU er mindre alvorlige end i resten af byggebranchen.
- DNU har sat et mål om at have halvt så mange arbejdsulykker som resten af bygge- og anlægsbranchen i Danmark.
Det betaler sig at gøre en særlig indsats for at undgå arbejdsulykker på byggepladsen. Det viser erfaringer fra byggeriet af Det Nye Universitetshospital i Aarhus – DNU.
Siden 2012, hvor arbejdet med at bygge det nye hospital i Skejby for alvor gik i gang, er det lykkedes at fastholde en ambitiøs målsætning om at have halvt så mange arbejdsulykker som resten af byggebranchen i Danmark.
Det glæder projektdirektør for DNU, Frank Skriver Mikkelsen. Især fordi det lave antal ulykker viser, at det betaler sig at bruge ekstra ressourcer på at gøre hverdagen for de 1100 håndværkere på DNU-byggepladsen mere sikker.
– Vi har helt fra starten gjort det klart, at sikkerheden omkring byggeriet af DNU er prioriteret meget højt, og derfor stiller vi højere sikkerhedsmæssige krav, end loven kræver, ligesom vores sikkerhedskoordinatorer og vi som bygherre er meget synlige på byggepladsen. Alle på pladsen er desuden gennem det samme sikkerhedskursus, før de må arbejde her, så der er ingen, der er i tvivl om, hvordan man gebærder sig, forklarer Frank Skriver Mikkelsen.
Det gode eksempel
Udover skærpede krav i selve byggefasen har DNU også haft stort fokus på sikkerheden allerede i planlægningen af byggeriet. Her har man blandt andet bygget fuldskala-modeller af rum og installationer og inviteret håndværkerne ind til en dialog om, hvordan man sikrer det bedst mulige arbejdsmiljø.
Det er sket for at mindske sygefravær og nedslidning på grund af dårlige arbejdsstillinger og nedbringe risikoen for ulykker.
I erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri glæder arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen sig over de gode resultater med sikkerhedsarbejdet på DNU, og hun roser DNU for at udfylde bygherre-rollen så flot. Især for at investere tid og penge på at tænke sikkerhedsarbejdet igennem allerede fra projekteringsfasen.
– Hvad DNU har opnået, er vildt flot. Der er ingen tvivl om, at det virker, når man tænker sikkerheden ind i byggeprojektet, allerede før man stikker spaden i jorden. Når man ser de flotte tal, kan man undre sig over, at der ikke er flere bygherrer, der arbejder med sikkerheden på samme måde, for vi kan i høj grad bruge flere gode eksempler i byggebranchen, når det kommer til sikkerheden, siger Mette Møller Nielsen.